Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

08 sep 2023

Procesbevillingsnævnet

Tortgodtgørelse i en straffesag om kidnapning og afpresning

Procesbevillingsnævnet har den 7. september 2023 meddelt forurettede i en straffesag tilladelse til særskilt anke til Højesteret af en afgørelse om tortgodtgørelse, der er afsagt af Østre Landsret den 13. marts 2023 (S-2461-20).

Tiltalte blev blandt andet tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og § 261, stk. 2, subsidiært § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1 og § 261, stk. 2, ved i forening at have kidnappet forurettede med henblik på at opnå en uberettiget vinding og med den hensigt at have ført forurettede til et rum, hvor forurettede blev udsat for trusler blandt andet ved brug af kniv mens forurettede var fastbundet. Tiltalte blev yderligere tiltalt for en række afpresninger af forurettede ved brug af verbale trusler.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og tiltalte nægtede sig skyldig. Forurettede påstod, at tiltalte skulle betale 100.000 kr. i godtgørelse for tort.

Byretten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med den subsidiære påstand, men omtalte ikke tortgodtgørelsespåstanden.

Retten idømte tiltalte fængsel i 1 år og 9 måneder og fandt tiltalte skyldig i kidnapning og afpresning under brug af trusler. Det fremgår ikke af dommen, at byretten tog stilling til spørgsmålet om tortgodtgørelse.

Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder således som påstået af anklagemyndigheden, at tiltalte skulle idømmes psykiatrisk behandling, dog med fastsættelse af en længstetid for foranstaltningen. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med bevisresultatet. Anklagemyndigheden påstod som sanktion, at tiltalte skulle dømmes til psykiatrisk behandling på psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Forurettede påstod ligeledes for landsretten, at tiltalte skulle betale 100.000 kr. i tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 4.

Landsretten ændrede byrettens dom. 

Østre Landsret ændrede byrettens dom således, at tiltalte blev dømt til behandling på psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Landsretten tog ikke forurettedes påstand om tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 4, til følge. Landsretten lagde herved vægt på karakteren af den pådømte kriminalitet og omstændighederne, hvorunder kriminaliteten var begået.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/14660.