Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

04 okt 2023

Procesbevillingsnævnet

Forældelse i arbejdsskadesag

Procesbevillingsnævnet har den 28. september 2023 meddelt skadelidte tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 2. marts 2023 (BS-4580/2022).

Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) traf den 19. juni 2013 afgørelse om, at skadelidtes ulykke den 7. april 2011, hvor skadelidte som pædagogvikar blev sparket i ryggen af en elev, kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Den 18. november 2013 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Den 16. december 2013 klagede skadelidte over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab, og ved brev af 3. februar 2014 til Arbejdsskadestyrelsen uddybede skadelidte sin klage over afgørelsen. Det blev i brevet blandt andet anført, at kommunen havde besluttet af iværksætte en afklaring af skadelidtes arbejdsevne.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte ved brev af 10. februar 2014 til skadelidte, at klagen var modtaget, og at sagen blev oversendt til Ankestyrelsen. Det fremgik endvidere af brevet, at Arbejdsskadestyrelsen på baggrund af skadelidtes oplysning om, at denne var kommet i kontakt med kommunen, genoptog sagen i forhold til tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen traf den 28. maj 2015 afgørelse om, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Ved brev af 3. august 2015 anmodede skadelidte Ankestyrelsen om at revurdere sin afgørelse af 28. maj 2015. Ankestyrelsen meddelte ved brev af 20. august 2015 skadelidte, at afgørelsen ikke blev genoptaget.

Efter anmodning fra skadelidte om status på sagen meddelte Arbejdsskadestyrelsen den 8. januar 2016, at der aktuelt verserede en genoptagelsessag om erhvervsevnetab. Den 7. juli 2016 og igen den 8. februar 2017 meddelte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) skadelidte, at sagen fortsat afventede sagsbehandling.

Den 30. juni 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at skadelidte fortsat ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Det blev i begrundelsen blandt andet anført, at der ikke fandtes at være tilkommet sagen nye oplysninger, som gav Arbejdsmarkedets Erhvervssikring grundlag for at foretage en ny vurdering.

Skadelidte påklagede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 30. juni 2017 til Ankestyrelsen, som ved afgørelse af 24. maj 2018 stadfæstede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Skadelidte anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen den 23. marts 2021 med påstand om, at skadelidte som følge af arbejdsskaden var blevet påført et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. Ankestyrelsen gjorde under sagen gældende, at skadelidtes eventuelle krav på erstatning for erhvervsevnetab var forældet. Byretten besluttede at udskille spørgsmålet om forældelse til særskilt behandling og afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2.

Byretten frifandt Ankestyrelsen

Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at skadelidte i hvert fald den 3. februar 2014 var bekendt med sit eventuelle krav som følge af den anerkendte arbejdsskade, hvorfor den 5-årige forældelsesfrist udløb senest den 3. februar 2019, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3.

Byretten anførte herefter, at der ikke efter den stedfundne bevisførelse var grundlag for at tilsidesættelse Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens vurdering af, at skadelidte under genoptagelsessagen ikke var fremkommet med nye oplysninger. Der var derfor heller ikke grundlag for at fastslå, at der under genoptagelsessagen var fremkommet sådanne nye oplysninger, som kunne begrunde, at der skulle løbe en ny tillægsfrist fra Ankestyrelsens afgørelse af 24. maj 2018.

Retten fandt derfor, at den 3-årige tillægsfrist i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4, skulle regnes fra den 28. maj 2015 og dermed udløb den 28. maj 2018.

Herefter var skadelidtes eventuelle krav forældet, hvorfor Ankestyrelsens frifindelsespåstand blev taget til følge. Byretten bemærkede afslutningsvist, at det forhold, at skadelidte afventede arbejdsskademyndighedernes afgørelse i genoptagelsessagen, efter omstændighederne ikke kunne føre til et andet resultat, jf. herved Højesterets dom i UfR 2020.4174 H.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at skadelidte senest den 3. februar 2014 var bekendt med sit eventuelle krav som følge af den anerkendte arbejdsskade. Den 5-årige forældelsesfrist i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, udløb derfor senest den 3. februar 2019.

Landsretten bemærkede herefter, at det følger af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, at bestemmelsens stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på sager, hvor der sker genoptagelse efter § 41, stk. 2, eller på andet grundlag end §§ 41-43.

I forlængelse heraf anførte landsretten, at det følger af Højesterets dom af 24. september 2020 (UfR 2020.4174), at der efter ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-4, og forarbejderne hertil kan indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der er adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 41, stk. 1, hvilket også understøttes af § 36, stk. 5, modsætningsvis. Landsretten fandt af de samme grunde, at der ligeledes kan indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der er adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 42, stk. 1.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrådte landsretten af de grunde, der var anført af byretten, at skadelidte under genoptagelsessagen ikke fremkom med nye oplysninger, der kunne begrunde, at forældelsesfristen havde været suspenderet.

Landsretten tiltrådte på denne baggrund, at fristen i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4, udløb den 28. maj 2018. Landsretten bemærkede i denne forbindelse, at det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring genoptog sagen på baggrund af skadelidtes oplysninger om, at der var sket en kommunal afklaring, ikke kunne føre til en anden vurdering.

Af disse grunde var landsretten enig med byretten i, at skadelidtes eventuelle krav var forældet, hvorfor byrettens afgørelse blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/14615.