Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

04 okt 2023

Procesbevillingsnævnet

Erstatning for mangler ved forbedringer i andelslejlighed

Procesbevillingsnævnet har den 28. september 2023 meddelt en sælger af en andelslejlighed tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 23. juni 2023 (BS-54131/2022).

I en købsaftale mellem køber og sælger blev prisen på en andelslejlighed fastsat i overensstemmelse med andelsboligforeningslovens § 5 om maksimalpris. I købesummen indgik således forbedringer, herunder et beløb på i alt 23.904 kr. for forbedringer på et badeværelse. Køber konstaterede senere mangler ved badeværelset, herunder at visse forhold ved badeværelset ikke var lovlige. Det blev under sagen endvidere oplyst, at badeværelset var selvbyg.

Køber krævede under sagen i alt 59.040 kr. i erstatning for udbedringsudgifterne til manglerne i badeværelset. Udgifterne til udbedringerne af badeværelset oversteg dermed det i købsaftalen anførte beløb for forbedringerne på badeværelset, som var tillagt købesummen for andelslejligheden. Sælger gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at køber maksimalt kunne modtage erstatning for den i købsaftalen anførte værdi af forbedringerne på badeværelset (23.904 kr.). I den forbindelse henviste sælger blandt andet til højesteretspraksis angående forholdsmæssige afslag for mangler ved andelslejligheder.

Byretten tog i det væsentlige købers påstand om erstatning for udbedringsudgifter til følge

Byretten tog købers påstand til følge for i alt 47.140 kr. Byretten lagde i den forbindelse vægt på den i sagen udfærdigede skønserklæring og skønsmandens besvarelser, samt at badeværelset var udført som selvbyg og at flere forhold ikke var i overensstemmelse med byggeforskrifter. Derudover lagde byretten vægt på, at arbejderne ikke var udført håndværksmæssigt korrekt. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten henviste i sin afgørelse til de af byretten anførte grunde. Derudover udtalte landsretten, at købers tab var opgjort til i 47.140 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/36911.