Gå til sidens indhold

Retten i Næstved

01 mar 2024

Retten i Næstved

Kvinde kendt skyldig i ruskevold mod 9 måneder gammelt barn

Dom afsagt: 1. marts 2024

Et enigt nævningeting har den 1. marts 2024 kendt en 29-årig kvinde skyldig i ruskevold begået i august 2022 mod kvindens søn, der på daværende tidspunkt var 9 måneder gammel.

Kvinden nægtede sig skyldig.

Retten fandt det på baggrund af de lægelige udtalelser bevist, at kvinden havde udøvet vold mod barnet i form af rusken eller rusken med anslag af hovedet mod genstande eller lignende kraftig stump vold (”abusive head trauma”), og at volden havde påført barnet skader i form af bl.a. blødning under den hårde hjernehinde, blodansamling under den hårde hjernehinde langs og omkring rygmarvskanalen og talrige blødninger i begge øjnes nethinder.

Kvinden blev frifundet for at have påført en blødning i yderste væg af hjernens hulrumssystem, idet denne skade var af ældre dato.

Retten lagde vægt på, at det på baggrund de lægelige oplysninger kunne afvises, at skaderne var opstået ved, at barnet var faldet og havde fået en spisebordsstol over sig, som forklaret af tiltalte. Retten lagde endvidere vægt på, at det på baggrund af overlægen fra Retsmedicinsk Instituts forklaring som følge af nethindeblødningernes placeringer kunne afvises, at skaderne kunne være opstået ved, at barnet ved faldet havde ramt et sofabord eller en børnestol, som anført af forsvareren. Det kunne endvidere lægges til grund, at tiltalte var alene med barnet, da skaden skete.

Henset til voldens farlighed, forurettedes alder, og at skaderne medførte, at barnet kunne have været i livsfare, og at der fortsat er stor risiko for, at han vil få varige mén, fandt retten, at der forelå særdeles skærpende omstændigheder.

Tiltalte blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1.

Dommens resultat

Straffen blev fastsat til fængsel i 4 år.

Retten lagde vægt på den alvorlige personfarlige kriminalitet, som tiltalte er fundet skyldig i, og at volden er begået over for et barn på 9 måneder, som tiltalte havde i sin varetægt.

Tiltalte blev endvidere tildelt en advarsel om udvisning.

Tiltalte har anket dommen til frifindelse.

 

SS-4703/2023-NAE