En plastvare og emballageafgiftsloven

Sagsnummer BS-3485/2020-KOL

Sagen kort fortalt

Sagen handlede om, hvorvidt en plastvare, der blev anvendt som engangsske i forbindelse med salg af en isdessert, var omfattet af anvendelsesområdet for emballageafgiftslovens § 2 c, idet skeen også blev anvendt til at røre/blende isen sammen med topping m.v.

Sagen er en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 25. oktober 2019.

Ved afgørelsen har Landsskatteretten stadfæstet SKAT’s afgørelse af 12. november 2014 om ikke at imødekomme sagsøgerens anmodning om tilbagebetaling af emballageafgift for perioden fra den 1. juli 2011 til den 31. juli 2014.

Den omhandlede vare er en plastske i særlig udformning, der ved fremstilling af isdesserten påsættes produktionsmaskinen og indgår som en del af den, og som derefter udleveres til kunden til brug for spisning af isen.

Sagsøgeren gjorde gældende, at den omhandlede røreske ikke udgjorde engangsservice i emballageafgiftslovens forstand, og at de således er berettiget til tilbagebetaling af for meget betalt emballageafgift.

Skatteministeriet gjorde gældende, at den omhandlede plastske var ”engangsservice” omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1, hvorfor sagsøgeren ikke havde krav på tilbagebetaling af den afgift, som sagsøgeren havde afregnet vedrørende plastskeen i henhold til emballage-afgiftsloven.

Sagens udfald

Retten lagde vægt på, at plastskeen/rørespatlen efter sin udformning måtte karakteriseres som en ske. Efter de afgivne forklaringer lagde retten til grund, at rørespatlen var udformet som en ske, netop med det formål, at den efterfølgende kunne benyttes som engangsske til at spise isen med, og at skeen altid blev udleveret til kunden sammen med isen. Endvidere måtte det antages, at skeen efter brug blev bortkastet. Plastskeen blev herefter – efter sin udformning, funktion og anvendelse – anses for engangsservice omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftslovens § 2c, stk. 1.

Det forhold, at virksomheden, som producerede isen, af profitoptimerende og kommercielle hensyn havde valgt at anvende en engangsske i fremstillingsprocessen, kunne ikke føre til en anden vurdering.

Retten lagde tillige vægt på, at synspunktet om at skeen – fordi den også indgik i fremstillingsprocessen – skulle være undtaget fra afgiftspligten, hverken havde støtte i bestemmelsens ordlyd, forarbejderne til loven eller i administrativ praksis.

På den anførte baggrund tog retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Sagsøgeren skulle betale sagens omkostninger.

Sagen var en tredommersag og dommerne var enige om sagens udfald.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 6. december 2021. Dommen er anket.