Gå til sidens indhold

Højesteret

27 jul 2023

Højesteret

Forsvarer ikke tilkendt salær for aflyst retsmøde

Forsvarer ikke tilkendt salær for retsmøde, der skulle have fundet sted på en mandag, men blev aflyst den forudgående fredag

Sag 2/2023

 

Kendelse afsagt 27. juli 2023

 

Advokat A ved advokat B kærer Vestre Landsrets salærfastsættelse i sagen:

Anklagemyndigheden
mod
T

I en straffesag var et retsmøde, der skulle have fundet sted på en mandag, blevet aflyst den forudgående fredag. Forsvareren begærede sig tillagt salær for det aflyste retsmøde. Ligesom landsretten fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilkende forsvareren salær for det aflyste retsmøde.

I sin begrundelse henviste Højesteret til, at salær til en beskikket forsvarer i en straffesag, som tidligere fastslået i højesteretspraksis, skal fastsættes med udgangspunkt i de af landsretspræsidenterne fastsatte vejledende salærtakster og med hensyntagen til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang.

Af de vejledende takster fremgik, at der kan fastsættes op til halvt salær under hensyntagen til den tid, der har været afsat til sagen, hvor et planlagt retsmøde aflyses ”med dags varsel”, mens der ikke tillægges salær for aflysninger med mere end ”dags varsel”.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens fortolkning, hvorefter en aflysning fredag af et retsmøde den følgende mandag er sket med mere end ”dags varsel” og derfor ikke kan begrunde tilkendelse af salær for det aflyste retsmøde.

Læs hele kendelsen i sag 2/2023 (pdf)