Gå til sidens indhold

Højesteret

15 jun 2023

Højesteret

Korrektion af afregningspris for valutahandler

Saxo Bank var berettiget til at foretage korrektion af afregningspriser for valutahandler

Sagerne 24/2022, 38/2022 og 39/2022
Dom afsagt den 15. juni 2023

A
B
og
X Holding S.A.
mod
Saxo Bank A/S

Den 15. januar 2015 kl. 10:30 dansk tid ophævede Den Schweiziske Nationalbank uvarslet fastkursmålet for schweizerfranc (CHF) over for euroen (EUR), som hidtil havde været 1,2. Dette resulterede umiddelbart i en stigning af kursen på CHF i forhold til EUR.

A, B og X Holding S.A., der alle havde indgået kontrakter med Saxo Bank A/S (FX Spot og FX Option), havde den pågældende dag åbne positioner i valutakrydset EUR/CHF. Kursen på valutakrydset faldt, da CHF steg i værdi i forhold til EUR, hvilket førte til, at der automatisk blev eksekveret salg af positionerne som følge af vilkår om ”stop-loss” eller ”stop-out”.

A modtog i den forbindelse den 15. januar 2015 i tidsrummet kl. 10:30:45-10:30:46 en automatisk genereret meddelelse fra Saxo Bank om, at der var sket salg af hans EUR/CHF-positioner til kurser mellem 1,200-1,2005. B modtog kl. 10:30:52 en automatisk genereret meddelelse om, at der var sket salg af hans positioner til kurs 1,1850, og X Holding S.A. modtog kl. 10:32:44 automatisk genereret meddelelse om, at selskabets positioner var solgt til kurs 1,210 og 1,2075. Samme dag om aftenen korrigerede Saxo Bank afregningskurserne til 0,9625.

Sagerne angik, om Saxo Bank var berettiget til at korrigere afregningspriserne som sket.

Højesteret henviste indledningsvis til, at Højesteret i dom af 9. oktober 2019 (UfR 2020.52) har fastslået bl.a., at der efter udmeldingen fra Den Schweiziske Nationalbank den 15. januar 2015 kl. 10:30:00 opstod en ekstraordinær markedssituation, som betød, at der alene var en meget begrænset likviditet i markedet for valutakrydset EUR/CHF.

Højesteret lagde efter bevisførelsen i de foreliggende sager til grund, at likviditetsudbyderne efter udmeldingen fra Den Schweiziske Nationalbank den 15. januar 2015 kl. 10:30 fortsatte med at sende transaktionspriser til Saxo Bank, som imidlertid på grund af udmeldingen ikke var eksekverbare. Der opstod efter udmeldingen ”kødannelse”, hvilket medførte, at det fra kl. 10:30:00 og en periode derefter var tilfældigt, hvornår kunderne modtog de automatisk genererede handelsbekræftelser. De transaktionspriser, der blev oplyst til A, B og X Holding S.A., i de automatisk genererede handelsbekræftelser, var derfor fejlagtige og måtte anses for at have været åbenbart ukorrekte. Saxo Bank var derfor efter aftalegrundlaget berettiget til at foretage den skete korrektion af afregningspriserne.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sagerne 24/2022, 38/2022 og 39/2022 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sagerne 24/2022, 38/2022 og 39/2022 i Domsdatabasen

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse i sagerne 24/2022, 38/2022 og 39/2022 i Domsdatabasen