Gå til sidens indhold

Højesteret

12 okt 2023

Højesteret

Udlevering af anklageskrift

Der skulle ske udlevering af anklageskrift til tiltalte

Kendelse afsagt den 12. oktober 2023

Sag 43/2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev ved anklageskrift af 16. september 2022 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, ved i flere tilfælde at have røbet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed, og overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, jf. stk. 1, ved i flere tilfælde uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder.

I forbindelse med, at tiltalen blev rejst, blev T af PET gjort bekendt med anklageskriftet med bilag, som han fik mulighed for at gennemlæse. Han blev samtidig orienteret om, at han ikke ville få udleveret anklageskriftet, men at hans forsvarere havde fået overbragt anklageskriftet med tilhørende bilag til opbevaring. T har herefter haft adgang til anklageskriftet hos forsvarerne.

For Højesteret angik sagen navnlig, om T har krav på at modtage en kopi af anklageskriftet.

Højesteret bemærkede, at en tiltalt har en ubetinget ret til kopi af anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 835, stk. 2, og at der ikke er holdepunkter i bestemmelsens forarbejder for, at der kan gøres undtagelse herfra. At tiltalte kan gøre sig bekendt med indholdet af anklageskriftet ved at læse det hos sin forsvarer kan ikke i sig selv føre til, at anklagemyndigheden kan undlade at sende kopi af anklageskriftet til tiltalte.

Højesteret bemærkede samtidig, at der ikke var fremlagt konkrete oplysninger, som gav grundlag for at befrygte, at T – hvis han får udleveret kopi af anklageskriftet – vil overtræde sin tavshedspligt ved f.eks. at vise det til uvedkommende. Der var heller ikke fremlagt konkrete oplysninger, som gav grundlag for at befrygte, at uvedkommende i givet fald på anden måde vil få kendskab til indholdet af anklageskriftet.

På den anførte baggrund fandt Højesteret, at T har krav på, at anklagemyndigheden udleverer en kopi af anklageskriftet til ham.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele Højesterets kendelse i sag 43/23 (pdf)