Gå til sidens indhold

Højesteret

03 okt 2023

Højesteret

Sag om genoptagelse af samvær hjemvist til familieretten

Sag om genoptagelse af samvær mellem frivilligt bortadopteret barn og barnets biologiske far hjemvist til ny behandling i familieretten

Sag BS-25774/2023-HJR
Dom afsagt den 3. oktober 2023

A
mod
B

A og B er biologiske forældre til et barn, som er født i 2011. Ved adoptionsbevilling af 18. oktober 2011 blev barnet med A’s samtykke stedbarnsadopteret af B’s daværende ægtefælle. Ægteskabet blev opløst i 2012, og B har siden 2022 haft eneforældremyndigheden over barnet. A havde aftalt samvær med barnet i en periode på ca. 10 år frem til august 2021, hvor B besluttede at afbryde samværet.

Sagen angik, om der var grundlag for at fastsætte samvær mellem A og barnet, og navnlig om sagen skulle hjemvises til ny behandling i familieretten.

Højesteret fastslog, at forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, også gælder ved frivillige bortadoptioner, herunder stedbarnsadoptioner, men at det ved anvendelsen af bestemmelsen i den konkrete sag skulle indgå, at der var tale om samvær i forbindelse med frivillig adoption og ikke samvær i forbindelse med bortadoption uden de biologiske forældres samtykke. Afgørelsen om samvær skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og der skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Et barn skal inddrages i en sag om samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk, og der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.

Højesteret udtalte at det efter de oplysninger, der forelå i sagen, ikke kunne afvises, at betingelserne for at fastsætte et begrænset samvær eller anden kontakt mellem A og barnet var opfyldt, men at det var en afgørende forudsætning for samvær, at A var i stand til helt at afholde sig fra at inddrage barnet i en eventuel fortsat uoverensstemmelse mellem ham og barnets mødre ved bl.a. at omtale dem negativt og ved sin optræden i øvrigt. Højesteret hjemviste på den baggrund sagen til ny behandling i familieretten.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-25774/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-25774/2023-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag BS-25774/2023-HJR i Domsdatabasen