Gå til sidens indhold

Højesteret

20 okt 2023

Højesteret

Gaver givet kort før dødsfald skulle medregnes ved opgørelse af boafgiften

Gaver givet af B til familiemedlemmer fem dage før sin død skulle medregnes ved opgørelsen af dødsboafgiften

Kendelse afsagt 20. oktober 2023

Sag 21/2023

A kærer Vestre Landsrets kendelse i sagen:

Boet efter B

B, der var 77 år gammel, var i en periode i juli 2021 indlagt på hospitalet på grund af lungebetændelse som følge af fejlsynkning. I slutningen af juli blev B udskrevet til det plejehjem, hvor han boede. Den 2. august 2021 besøgte A sin far, B, på plejehjemmet, og det blev under besøget aftalt, at A – der havde fuldmagt fra B – skulle overføre 68.700 kr. til hver af A’s seks børnebørn og 24.000 kr. til hver af A’s to svigerbørn fra B’s konto. Beløbene blev overført den 5. august 2021. Den 7. august 2021 afgik B ved døden.

Skifteretten bestemte under behandlingen af dødsboet efter B, at de overførte beløb på i alt 460.200 kr. skulle anses for dødslejegaver, og at det samlede beløb på den baggrund skulle medregnes ved beregningen af boafgift. Landsretten stadfæstede skifterettens kendelse.

Højesteret udtalte, at boafgiftslovens § 1, der fastslår, at der skal betales boafgift af ”de værdier, som en afdød person efterlader sig”, i overensstemmelse med lovens forarbejder og fast landsretspraksis med henblik på at modvirke omgåelse skal forstås således, at værdien af gaver, som er omfattet af arvelovens regler om dødslejegaver, skal medregnes ved opgørelsen af de værdier, som en afdød person efterlader sig.

Det fremgik af plejehjemsjournalen, at B og hans familie den 2. august 2021 var klar over, at B’s tilstand var kritisk, og at der blev truffet aftale med A om, hvordan plejehjemmet skulle forholde sig, hvis B’s tilstand blev forværret, eller B døde. Samme dag blev det aftalt, at gaverne til en samlet værdi på 460.200 kr., svarende til knap halvdelen af B’s formue, skulle gives til de seks børnebørn og to svigerbørn. Gaverne svarede til de beløb, der maksimalt kunne gives afgiftsfrit til de pågældende. Højesteret udtalte på den baggrund, at det efter oplysningerne om B’s helbred måtte lægges til grund, at B’s død var nært forestående, da gaverne blev givet, og at B var klar over dette. Gaverne var derfor dødslejegaver som beskrevet i arveloven, der skulle indgå ved beregningen af boafgiften.

Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens kendelse.

Læs hele kendelsen i sag 21/2023 (pdf)