Gå til sidens indhold

Retten i Helsingør

12 jan 2022

Retten i Helsingør

Fredensborg Kommune pålagt erstatning

Retten i Helsingør traf den 2. april 2020 afgørelse om, at Fredensborg Kommune ikke var berettiget til at ophæve en kontrakt med Boligselskabet VIBO om at opføre et plejecenter. Erstatningskravet i den anledning er nu afgjort.

Sagen kort fortalt

Retten afgjorde den 2. april 2020, at det var uberettiget, at Fredensborg Kommunes byråd den 30. januar 2017 uden videre besluttede at ophæve kontrakten med VIBO. Om sagens grundlag henvises i øvrigt til rettens nyhed af 2. april 2020.

Boligselskabet VIBO havde oprindelig krævet, at Fredensborg Kommune skulle betale et beløb på ca. 13 mio. kr. i erstatning. Kravet blev under sagen nedsat til ca. 4,3 mio. kr. samt et krav om friholdelse af krav, som boligselskabets underrådgivere havde nedlagt overfor VIBO.

Fredensborg Kommune bestred kravene og mente, at det i stedet var Boligselskabet VIBO og deres underrådgivere, der skulle betale til kommunen.

Underrådgiverne, Rubow Arkitekter A/S og BDO Consult, krævede henholdsvis 6,7 mio. kr. og 1,5 mio. kr. i erstatning fra Boligselskabet VIBO.

 

Sagens udfald

Retten fastslog, at Fredensborg Kommune på baggrund af den uberettigede ophævelse af kontrakten var erstatningsansvarlig over for VIBO.

Erstatningskravet blev fastsat til et beløb på ca. 3,6 mio kr. Derudover skal Fredensborg Kommune friholde Boligselskabet VIBO for de beløb, som boligselskabet skal betale til sine underrådgivere på i alt ca. 420.000 kr.

Fredensborg Kommune skal endvidere betale sagens omkostninger til Boligforeningen VIBO med ca. 500.000 kr.

Sagen blev behandlet af tre dommere, og dommerne var enige om sagens udfald.

 

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 11. januar 2022. Rettens sagsnr. BS-10148/2018-HEL.