Rekonstruktion
En rekonstruktion skal i samarbejde med kreditorerne og skifteretten rette op på økonomien i et kriseramt selskab, så selskabet igen kan blive sundt. Hvis en rekonstruktion mislykkes, kan selskabet tages under konkursbehandling.
Hvis det ser ud til, at et insolvent selskab igen kan blive solvent, kan skifteretten blive bedt om at indlede en rekonstruktion. En rekonstruktion kan ske ved, at dele af selskabet sælges fra, eller hvis kreditorerne går med til, at gælden bliver nedsat eller udskudt.
Ved en rekonstruktion beskikker skifteretten en eller flere rekonstruktører. Skifteretten kan endvidere beskikke en regnskabskyndig tillidsmand (fx en statsautoriseret eller registreret revisor). Denne kan hjælpe med at rekonstruere selskabet, så dets økonomi igen kan blive sund. Som regel får selskabets ledelse lov til at fortsætte med den daglige ledelse, men større beslutninger skal godkendes af rekonstruktøren.
Hvordan forløber en rekonstruktion?
Når skifteretten har indledt en rekonstruktion af en virksomhed, beskikker skifteretten en eller flere rekonstruktører. Skifteretten kan endvidere beskikke en regnskabskyndig tillidsmand. Samtidig fastsætter skifteretten tidspunktet for et planmøde med kreditorerne. Herefter indrykkes der en annonce i Statstidende. Her opfordres alle kreditorerne til at anmelde deres krav og komme til et planmøde, som afholdes i skifteretten inden fire uger.
På planmødet fremlægges en overordnet plan fra rekonstruktøren, som kreditorerne skal stemme om.
Hvis planen vedtages af kreditorerne, har rekonstruktøren op til seks måneder til at lave et egentligt rekonstruktionsforslag og få det vedtaget på et afstemningsmøde i skifteretten. Afstemningsmødet kan i samråd med retten og kreditorerne udsættes i op til fire måneder. Hvis et flertal af kreditorerne ikke kan stemme for, eller hvis forslaget ikke stadfæstes af skifteretten, skal skifteretten indlede konkursbehandling.
Hvis rekonstruktionsforslaget bliver vedtaget, og skifteretten stadfæster det, så får det retsvirkning. Det betyder, at forslaget også gælder for de kreditorer, der ikke stemte for forslaget.
Hvad sker der, hvis der ikke kan godkendes en rekonstruktionsplan?
Hvis et flertal af kreditorerne er imod rekonstruktionsplanen, og man ikke kan forhandle sig frem til en plan, der kan vedtages, kan skifteretten i stedet behandle sagen som en konkurs.
Hvad indeholder et rekonstruktionsforslag?
Et rekonstruktionsforslag indeholder typisk en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse - eller begge dele.
En tvangsakkord betyder, at al gæld nedsættes til en procentdel - fx 50 pct. En virksomhedsoverdragelse kan handle om at sælge hele virksomheden eller om at sælge dele af virksomheden.
Hvor behandles en rekonstruktion?
Det er skifteretten ved den byret, hvor den insolvente hører til, der behandler insolvenssager - i Storkøbenhavn (København, Frederiksberg, Glostrup og Lyngby retskredse) er det dog Sø- og Handelsretten, der behandler insolvenssager.
Hvem kan anmode om rekonstruktion?
Kreditorer, som ikke bliver betalt til tiden på grund af insolvens, kan anmode om rekonstruktion.
Den insolvente kan også selv anmode om en rekonstruktion.
Hvordan beder man skifteretten indlede rekonstruktion af et selskab?
Hvis du ønsker, at retten skal forsøge rekonstruktion af et insolvent selskab, så skal du skrive til skifteretten i den retskreds, hvor selskabet hører hjemme. Der findes ikke en blanket, så du skal sende anmodningen som et brev eller en mail.
Du skal skrive skyldnerens fulde navn og adresse, branche og CVR-nummer. Desuden skal du skrive, hvorfor du ønsker selskabet rekonstrueret – og du skal skrive dit forslag til, hvem der skal være rekonstruktør. Det er ikke længere krav om, at der skal foreslås en tillidsmand. Rekonstruktøren (og en eventuel tillidsmand) skal erklære skriftligt, at de er villige til at påtage sig opgaven og ikke er inhabile.
Sammen med brevet/mailen skal du sende en ny (max. tre mdr. gammel) udskrift over den ansvarlige ledelse i selskabet - det kaldes en tegningsudskrift. Tegningsudskriften kan du finde på virk.dk.
Hvis det er dit eget selskab, du ønsker rekonstrueret, skal du desuden vedlægge en oversigt over værdier (aktiver) og gæld (passiver), samt en liste over alle kreditorer (personer, virksomheder og myndigheder, der fx har penge til gode).
Hvis en rekonstruktionsbehandling påbegyndes uden skyldners samtykke, skal du stille sikkerhed for omkostningerne ved en evt. senere konkurs, som kun vil blive brugt, hvis det ikke lykkes at gennemføre en rekonstruktion, og hvis en efterfølgende konkurs ender uden penge til at dække udgifterne. Denne sikkerhed vil normalt blive fastsat til 30.000-40.000 kroner. Hvis en rekonstruktionsbehandling skal indledes uden skyldnerens samtykke, skal du også stille sikkerhed for, at rekonstruktør og tillidsmand kan få betaling for deres arbejde.
Ved anmodning om indledning af rekonstruktionsbehandling skal der betales en retsafgift på 1.500 kroner og egenbegæringer bliver afgiftsfri.
Find retskreds via adressesøgning
Find aktuel tegningsudskrift på virk.dk (åbner i nyt vindue)
Hvordan vælger skifteretten rekonstruktør og tillidsmand?
Når man sender en anmodning om rekonstruktion til retten, skal anmodningen indeholde forslag til, hvem der skal være rekonstruktør. Det er ikke længere et krav om, at der skal foreslås tillidsmand.
Rekonstruktøren er oftest advokat, mens en eventuel tillidsmand skal være regnskabskyndig - det vil ofte være en revisor. Både rekonstruktøren og den eventuelle tillidsmand skal erklære skriftligt, at de vil påtage sig opgaven og ikke er inhabile.
Skifteretten kan beslutte at udpege anden rekonstruktør og tillidsmand end de foreslåede.
Hvor lang tid tager en rekonstruktion?
En rekonstruktionsbehandling varer typisk i syv måneder, og den skal være afsluttet inden ét år. Hvis virksomheden stadig er insolvent efter rekonstruktionen, indleder skifteretten automatisk konkursbehandling.
Kan et selskab rekonstrueres mod ledelsens vilje?
Hvis ledelsen af et selskab er imod en rekonstruktionsplan, kan skifteretten alligevel vælge at følge planen. I så fald vil rekonstruktøren overtage selskabets ledelse.
Kan en rekonstruktion tilbagekaldes?
Hvis skifteretten er gået i gang med en rekonstruktionsbehandling, kan den ikke standses igen.
En indledt sag om rekonstruktion kan enten ende med en aftale om at nedsætte gælden (akkord), eller at de sunde dele af selskabet sælges fra. Skyldneren går ikke automatisk konkurs, hvis rekonstruktionen mislykkedes, men dette er en mulighed.
Hvad sker der, hvis en begæring om rekonstruktion afvises?
Hvis et selskab har forsøgt rekonstruktion, og det ikke lykkes, kan skifteretten indlede konkursbehandling.
Er begæring om rekonstruktionsbehandling indgivet af en fordringshaver, og har skyldneren samtykket i begæringen, kan skifteretten straks indlede rekonstruktionsbehandling. Hvis skyldnerens samtykke ikke foreligger, indkalder skifteretten skyldneren til et møde i skifteretten, hvor begæringen behandles. Hvis en skyldner, der er en fysisk person, ikke senest på dette møde samtykker i begæringen, anses denne for en konkursbegæring, som straks behandles.
Kan et selskab under rekonstruktion erklæres konkurs?
Mens et selskab er under rekonstruktion, kan det ikke erklæres konkurs. Der kan dog godt indgives konkursbegæring og begæring om rekonstruktion samtidig - en evt. konkursbegæring vil dog først blive behandlet, når rekonstruktion er ophørt.
Hvis skifteretten stadfæster et rekonstruktionsforslag, bortfalder konkursbegæringer.
Kan rekonstruktion anvendes til privatpersoner?
Privatpersoner kan ligesom selskaber begæres taget under rekonstruktion.
Procedurerne er de samme som for selskaber.
Sidst opdateret: 07. august 2023