Gå til sidens indhold

15 nov 2023

Danmarks Domstole

Skifteportalen fylder et år

Den 15. november 2023 har Skifteportalen været i brug i alle landets retter i et år. Mere end 99 pct. af krav og tilgodehavender i skiftesager anlægges nu digitalt via portalen.

For præcis et år siden blev Skifteportalen rullet ud til alle landets skifteretter. Domstolenes skifteportal er en selvbetjeningsløsning og platform, der skaber overblik og optimerer sagsbehandlingen, når dødsboer fra de ca. 55.000 danskere, som årligt går bort, skal opgøres. I Skifteportalen kan man blandt andet anmelde krav i dødsboer samt tilgodehavender. Tidligere blev disse anmeldt til skifteretterne pr. mail eller andet.

Skifteportalen er den første leverance fra domstolenes Straffe- og skifteprogram, der udvikler nye, digitale løsninger til at understøtte straffe- og skifteområderne. Den blev sat i drift til tiden og til budget og har leveret over al forventning.

”Vi havde sat et mål om en digitaliseringsgrad på 85pct.for oprettelse af krav og tilgodehavender, og vi har allerede nu opnået en digitaliseringsgrad på 99,09 pct. Vi får samme billede, når vi ser på tallene for oprettelse af forespørgsler og effekter, hvor vi har en digitaliseringsgrad på 92,6 pct. Vores forventning var på 75 pct.”, siger it-direktør i Domstolsstyrelsen, Martin Wood, og fortsætter:

”Vi er stolte af det, vi allerede har opnået med Skifteportalen. Både den feedback, vi får fra brugerne, og digitaliseringsgraden vidner om, at vi har udviklet noget, der har en reel værdi. Det vil vi selvfølgelig arbejde videre med i Straffe- og skifteprogrammet”.

Ved en spørgeskemaundersøgelse, der blev lavet efter lanceringen, svarede 89 pct. af afdelingsledere ved retterne, at de havde en over middel eller god oplevelse med implementeringen af Skifteportalen.

I sit første leveår har Skifteportalen desuden vundet en Danish Digital Award i kategorien 'Public Sector and Government – Tech Development'. Prisen hylder digitale projekter og løsninger, der går forrest, øger vores frihed, sikrer en bedre offentlig service og giver en høj værdi til brugerne.

I 2024 bliver Skifteportalen udvidet med flere funktionaliteter, når portalen bliver udvidet med sagsbehandling af tvangsopløsningsområdet.

I anledning af fødselsdagen har vi samlet nogle af de vigtigste tal i et faktaark.

Download faktaark om Skifteportalen (pdf)

Læs mere om Skifteportalen