11 sep 2020

Procesbevillingsnævnet

Fastsættelse af inkassoomkostninger

Procesbevillingsnævnet har den 10. september 2020 meddelt en virksomhed tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 27. marts 2020.

En skyldner skyldte en virksomhed 18.545,25 kr. i henhold til en leasingaftale, men betalte trods flere rykkerskrivelser ikke det skyldige beløb. Inddrivelsen af kravet blev herefter overgivet til virksomhedens advokat, der fremsendte en inkassoskrivelse til skyldneren med et inkassogebyr på 1.700 kr. Skyldner underskrev en skylderklæring, men efter forgæves drøftelser om en afdragsordning indleverede advokaten en fogedrekvisition til fogedretten.

Advokaten gjorde i fogedretten gældende, at sagsomkostningerne foruden det allerede tillagte inkassosalær på 1.700 kr. skulle tillægges et yderligere inkassosalær på 540 kr. i henhold til landsretspræsidenternes vejledende takster i inkassosager. Advokaten henviste blandt andet til, at dette var i overensstemmelse med retspraksis på området, herunder dommene U 2004.1145 V og FM 2004.2988 Ø.

Fogedretten fastsatte sagsomkostningerne skønsmæssigt til 1.700 kr.

I fogedretten blev skyldneren og virksomheden enige om en afdragsordning. Fogedrettens kendelse vedrørte derfor alene spørgsmålet om fastsættelsen af de samlede inkassoomkostninger.

Fogedretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at fogedretten ved omkostningsfastsættelsen skal tage udgangspunkt i de vejledende takster, idet forarbejderne til retsplejelovens § 503 og rentelovens § 9 a, stk. 5, må forstås således, at det kræver en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvilke omkostninger en kreditor kan tilkendes ved gennemførelsen af et krav i fogedretten. Fogedretten fandt endvidere, at landsretspræsidenternes vejledende takster i inkassosager alene gælder i civile sager, hvor fordringshaver ønsker at erhverve en dom for sit krav.

Idet advokaten ikke havde redegjort for, hvilke yderligere særlige inkassotiltag, der måtte være foretaget ved selve gennemførelsen af kravet for fogedretten, fastsatte fogedretten inkassoomkostningerne til 1.700 kr.

Landsretten fastsatte sagsomkostningerne skønsmæssigt til 2.100 kr.

Landsretten tilsluttede sig fogedrettens afgørelse om, at fogedretten i henhold til retsplejelovens § 503, stk. 1, træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger på baggrund af en konkret vurdering, jf. også herved retsplejelovens § 312.

Landsretten fandt herefter, at advokaten udover de udenretlige inddrivelsesomkostninger på 1.700 kr. og de øvrige tilkendte beløb skulle tilkendes et mindre salær navnlig for udarbejdelse af fogedrekvisition, og at beløbet passende kunne fastsættes til 400 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0190.