Procesbevillingsnævnet

02 jul 2020

Procesbevillingsnævnet

Pantefogedudlæg i indestående på klientkonto

Procesbevillingsnævnet har den 30. juni 2020 meddelt en person tilladelse til kære til Højeste-ret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 23. april 2020.

En person, der var part i en verserende sag og havde antaget en advokat til at bestå sig, havde indbetalt 125.000 kr. på advokatfirmaets klientkonto til sikkerhed for advokatens salær i den verserende sag. Den 9. oktober 2019 anmeldte Gældsstyrelsen et pantefogedudlæg i klientkontoen vedrørende klientens gæld til det offentlige. På dette tidspunkt havde advokaten udført arbejde for 55.000 kr. inkl. moms. Advokaten afviste herefter at afregne differencen på 70.000 kr. til Gældsstyrelsen før den sag, hvori han repræsenterede klienten, var afsluttet.

Sagen om pantefogedudlægget blev herefter indbragt for fogedretten.

Fogedretten bestemte, at pantefogedudlægget skulle opretholdes

Fogedretten anførte, at på det tidspunkt, hvor Gældsstyrelsen anmeldte pantefogedudlægget, havde advokaten udført arbejde for 55.000 kr., for hvilket beløb advokaten havde sikkerhed i indeståendet på klientkontoen.

Fogedretten lagde til grund, at indeståendet på klientkontoen tilhørte klienten, og at advokatfirmaet havde tilbageholdsret heri for udført arbejde. Videre anførte fogedretten, at anmeldelse af udlæg er sikringsakt, og at advokaten ikke kunne søge sig fyldestgjort i indestående på klientkontoen efter modtagelse af anmeldelse om udlæg.

Fogedretten bestemte herefter, at pantefogedudlægget skulle opretholdes.

Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse

Landsretten anførte, at indeståendet på klientkontoen tilhørte klienten, og at advokaten havde adgang til modregning heri for krav vedrørende arbejde udført forud for underretningen om udlægget i kontoen. Landsretten tiltrådte herefter, at Gældsstyrelsen – med respekt af denne ret – kunne foretage udlæg i klientkontoen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0175.