Procesbevillingsnævnet

02 jul 2020

Procesbevillingsnævnet

Forsvareres adgang til aktindsigt i politimateriale om bandetilknytning

Procesbevillingsnævnet har den 25. juni 2020 meddelt anklagemyndigheden tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 23. marts 2020.

Sagen drejer sig om en verserende straffesag ved byretten, hvor fire personer er tiltalt for i forening at have begået vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 81 a. Volden er ifølge anklagemyndigheden udøvet som led i en verserende bandekonflikt imellem to grupperinger.

Under sagen opstod der spørgsmål om anklagemyndighedens adgang til at fremlægge generelle dokumentationsrapporter vedrørende grupperingen fra politiets efterretnings- og analyseenhed og personrapporter vedrørende de enkelte tiltaltes bandetilknytning og om forsvarerens adgang til aktindsigt i det underliggende rapportmateriale. Rapporterne var ikke udarbejdet til brug for den omhandlede straffesag.

Byretten tillod anklagemyndigheden i sin helhed at dokumentere de generelle dokumentationsrapporterne fra politiets efterretnings- og analyseenhed og personrapporterne vedrørende den enkelte tiltalte, og retten pålagde ikke som betingelse herfor anklagemyndigheden at give forsvarerne aktindsigt i det underliggende materiale, som rapporterne angiver at basere sig på. Byretten lagde blandt andet vægt på, at materialet ikke er tilvejebragt til brug for sagen og derfor ikke er omfattet af retsplejelovens § 729 a, stk. 3, og byretten fandt, at kendskab til det underliggende materiale ikke vil være af betydning for sagen eller i øvrigt er nødvendigt for udførelsen af et effektivt forsvar.

De fire tiltaltes forsvarsadvokater kærede herefter kendelsen til Vestre Landsret, der fandt, at anklagemyndighedens dokumentation af politiets efterretnings- og analyseenheds dokumentationsrapporter og personrapporter vedrørende de enkelte tiltalte forudsætter, at anklagemyndigheden meddeler forsvarerne aktindsigt i det underliggende materiale, som rapporterne baserer sig på. Landsretten lagde vægt på, at det ikke kan udelukkes, at det underliggende materiale kan være af betydning for sagen og dermed de tiltaltes mulighed for at tilrettelægge et effektivt forsvar.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-25-0107.