Procesbevillingsnævnet

26 jun 2020

Procesbevillingsnævnet

Om dommers inhabilitet i sag om erstatning for strafferetlig forfølgning

Procesbevillingsnævnet har den 17. juni 2020 meddelt syv erstatningssøgende tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 8. januar 2020.

Syv erstatningssøgende blev frifundet i en straffesag, hvor de i forening var tiltalt for forsøg på overtrædelse af lovgivning om euforiserende stoffer under et kort ophold i Danmark. De erstatningssøgende, der var bosat i henholdsvis Belgien eller Holland, var i en periode på ca. et halvt år varetægtsfængslede efter udlevering til Danmark.

På baggrund af den frifindende dom krævede samtlige syv erstatningssøgende erstatning for uretmæssig varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1. Statsadvokaten og Rigsadvokaten afslog de erstatningssøgendes krav, hvorfor kravene blev indbragt for byretten.

Byretten tilkendte de syv erstatningssøgende erstatning

Byretten fandt, at de syv erstatningssøgende havde udvist en sådan grad af egen skyld, at de i betragtning af sagens alvor kunne påregne, at politiet ville iværksætte en omfattende efterforskning, hvorunder de kunne blive udsat for straffeprocessuelle tvangsindgreb. Dog fandt flertallet af byrettens dommere, at anklagemyndigheden ved efterforskningens afslutning kunne have vurderet, at de erstatningssøgende ikke havde udført strafbare forsøgshandlinger. Byretten tilkendte derfor seks af de erstatningssøgende 168.000 kroner, og den sidste erstatningssøgende 152.800 kroner for uberettiget frihedsberøvelse i henholdsvis 210 og 185 døgn. Derimod blev de syv erstatningssøgende ikke tilkendt erstatning for den øvrige del af varetægtsfængslingsperioden under henvisning til egen skyld.

Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Landsretten ændrede byrettens dom

 Inden hovedforhandlingen i landsretten gjorde de erstatningssøgende gældende, at en af landsdommerne i sagen var inhabil, idet landsdommeren havde været ansat som statsadvokat hos Rigsadvokaten på tidspunktet for Rigsadvokatens afgørelse om erstatning. Landsretten fandt ikke landsdommeren inhabil under henvisning til, at det på tidspunktet for hovedforhandlingen var ca. 1 år og 4 måneder siden, at landsdommeren havde været statsadvokat hos Rigsadvokaten, og at landsdommeren under sin ansættelse hos Rigsadvokaten ikke havde deltaget i behandlingen af de konkrete erstatningssager eller været ansat i eller tilknyttet den afdeling, hvori afgørelserne om erstatning var blevet truffet.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom og frifandt anklagemyndigheden. Landsretten fandt blandt andet, at de erstatningssøgende i forbindelse med deres rejse og adfærd i Danmark havde udvist en sådan uforsigtighed og mistankepådragende adfærd i Danmark, at de måtte påregne, at der var risiko for blandt andet anholdelse og langvarig varetægtsfængsling. Endvidere lagde landsretten vægt på, at nogle af de erstatningssøgende ikke ønskede at udtale sig under hovedforhandlingen i byretten, ligesom de heller ikke ønskede at udtale sig nærmere om omstændighederne for deres færden i Danmark. Landsretten fandt således, at de erstatningssøgende havde udvist en sådan grad af egen skyld, at de ikke havde krav på erstatning.

 Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-25-0016, 2020-25-0017, 2020-25-0018, 2020-25-0019, 2020-25-0020, 2020-25-0021 og 2020-25-0022.