14 okt 2020

Procesbevillingsnævnet

Lovligheden af tvangsfikseringer af mindreårig

Procesbevillingsnævnet har den 13. oktober 2020 meddelt en dreng med infantil autisme tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 11. juni 2020 (BS 55290/2019).

Ved en beslutning i 2017 blev en 13-årig dreng, der lider af infantil autisme, i forbindelse med en indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling tvangsfikseret ved bælte i 19 timer og 27 minutter. Tvangsfikseringen skete oprindeligt efter samtykke fra drengens mor i forbindelse med en overflytning fra en psykiatrisk afdeling til en anden. Tvangsfikseringen blev efterfølgende opretholdt på grund af drengens udadreagerende adfærd.

Ved en beslutning i 2019 blev den samme dreng, som nu var 15 år gammel, tvangsfikseret ved bælte i 10 timer og 25 minutter i forbindelse med en udadreagerende episode under endnu en indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling.

Drengen klagede efterfølgende blandt andet over tvangsfikseringerne i 2017 og 2019 til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som ved en afgørelse i 2019 fandt, at iværksættelsen af tvangsfikseringen i 2017 var sket på baggrund af drengens mors samtykke med hjemmel i forældreansvarsloven, og at det derfor var uden for nævnets kompetence at tage stilling til iværksættelsen. Nævnet godkendte desuden den fortsatte tvangsfiksering, der fandt sted samme dag.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte endvidere tvangsfikseringen i 2019 under henvisning til, at det var nødvendigt for at afværge skade på drengen selv eller andre.

Byretten stadfæstede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Drengen indbragte herefter tvangsfikseringerne for domstolene og gjorde blandt andet gældende, at Grundlovens § 71 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 fandt anvendelse i relation til frihedsberøvelse af mindreårige, ligesom drengen gjorde gældende, at tvangsfikseringerne havde været for langvarige. Byretten stadfæstede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Drengen indbragte herefter sagen for landsretten, der stadfæstede byrettens dom.

 

Landsretten fandt i forhold til tvangsfikseringen i forbindelse med overflytningen i 2017 navnlig, at der var tale om tvang i form af magtanvendelse frem for frihedsberøvelse, idet moren havde samtykket i indgrebet, og at det skærpede hjemmelskrav i grundlovens § 71, stk. 2, samt reglerne i psykiatriloven ikke fandt anvendelse. Samtidig fandt landsretten, at drengen havde krav på, at der blev foretaget en prøvelse af tvangsfikseringerne i 2017 i sin helhed. På baggrund af navnlig morens samtykke samt af de grunde, som Det Psykiatriske Patientklagenævn havde anført, fandt landsretten herefter, at betingelserne for at iværksætte og opretholde tvangsfikseringen i 2017 var opfyldt. I forhold til tvangsfikseringen i 2019 fandt landsretten ligeledes, at betingelserne for iværksættelse var opfyldt.

 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

 

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0256.