13 okt 2020

Procesbevillingsnævnet

Ankestævning kunne ikke betragtes som rettidigt indgivet kæreskrift

Procesbevillingsnævnet har den 12. oktober 2020 meddelt Finansiel Stabilitet tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 16. marts 2020 (B-900-19).

Finansiel Stabilitet lagde i september 2012 sag an mod en række sagsøgte ved Retten på Færøerne. I november 2018 frafaldt Finansiel Stabilitet sagen vedrørende to af de sagsøgte.

Den 18. november 2019 afsagde Retten på Færøerne dom i sagen. Retten på Færøerne traf samme dag afgørelse, hvor Finansiel Stabilitet blev pålagt at betale sagsomkostninger til de to sagsøgte, som sagen var blevet hævet over for.

Ved ankestævning af 2. december 2019 indbragte Finansiel Stabilitet sagsomkostningsafgørelsen for Østre Landsret. Samtidig hermed sendte Finansiel Stabilitet ankestævningen til Retten på Færøerne og meddelte, at for det tilfælde, at landsretten måtte finde, at omkostningsafgørelsen skulle indbringes ved kære, da skulle ankestævningen anses for at udgøre et kæreskrift.

Landsretten afviste Finansiel Stabilitets appel og tog ikke anmodningen om kæretilladelse til følge

Landsretten anførte, at den særskilt indbragte afgørelse, hvor Finansiel Stabilitet var blevet pålagt at betale sagsomkostninger, var truffet af Retten på Færøerne ved retsbog af 18. november 2019 i tilknytning til, at retten afsagde dom. Afgørelsen om sagsomkostninger var ikke truffet i domsform, og udformningen af retsbogen efterlod ikke tvivl om, at der var tale om en beslutning. Appel af omkostningsafgørelsen burde derfor være sket ved kære, jf. den færøske retsplejelovs § 389, stk. 1.

Videre anførte landsretten, at ankestævningen opfyldte betingelserne til et kæreskrift, og at ankestævningen var indleveret inden for den frist, der efter den færøske retsplejelov gælder for iværksættelse af kære.

Uanset dette fandt landsretten, at ankestævningen ikke kunne betragtes som et rettidigt indgivet kæreskrift. Landsretten lagde herved vægt på, at Finansiel Stabilitet havde valgt at indlevere ankestævning til landsretten i overensstemmelse med den færøske retsplejelovs § 372, stk. 2, og at ankestævningen både efter sit indhold og sin overskrift fremstod som en anke. Derudover fremgik det af ankestævningen, at Finansiel Stabilitet nøje havde overvejet appelformen og valgt anke frem for kære. Under disse omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at Finansiel Stabilitet samtidig med indlevering af ankestævningen orienterede Retten på Færøerne om anken og tilkendegav, at ankestævningen skulle betragtes som et kæreskrift, hvis landsretten måtte finde, at afgørelsen skulle være indbragt ved kære.

Landsretten afviste herefter Finansiel Stabilitets appel, og da landsretten endvidere ikke fandt grundlag for undtagelsesvis at tillade kære efter kærefristens udløb, blev Finansiel Stabilitets anmodning herom ikke taget til følge.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0257