27 jun. 2025
Procesbevillingsnævnet
Om opsættende virkning i en ankesag
Procesbevillingsnævnet har den 27. juni 2025 meddelt en forening tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 5. marts 2025 (BS-61092/2024-OLR)
I marts 2022 stadfæstede Planklagenævnet i en samlet afgørelse flere afgørelser fra en kommune om ikke at miljøvurdere to planforslag samt om at vedtage de pågældende planforslag, der muliggjorde udvikling af et nyt boligområde. Det nye boligområde skulle placeres på et areal, der tidligere havde været anvendt som olieberedskabslager.
I september 2022 anlagde en frivillig forening sag mod Planklagenævnet med påstand om, at Planklagenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at afgørelsen fra marts 2022 var ugyldig. Det blev gjort gældende, at planområdet udgjorde et yngle- og rasteområde af betydning for Bilag IV-arter, der er beskyttet efter Habitatdirektivet.
Byretten afsagde dom i sagen den 26. november 2024. Ved dommen blev Planklagenævnet pålagt at anerkende, at afgørelsen fra marts 2022 i det hele var ugyldig, og sagen blev hjemvist.
Planklagenævnet ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Foreningen påstod dommen stadfæstet og anmodede under henvisning til byrettens dom om, at landsretten undtagelsesvist tillagde retssagen opsættende virkning. Planklagenævnet protesterede mod anmodningen og gjorde blandt andet gældende, at der ikke var et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed af Planklagenævnets afgørelse.
Landsretten afviste anmodningen om opsættende virkning
Landsretten forstod anmodningen om opsættende virkning som en anmodning om at tillægge byrettens dom retskraft, uanset at dommen var anket til landsretten. Landsretten anførte, at en dom er endelig ved udløbet af den ordinære ankefrist, jf. retsplejelovens § 372. Såfremt der er iværksat rettidig anke, indtræder retskraften først, når der afsiges dom i ankesagen, eller når anken hæves eller bortfalder. Landsretten fandt, at der i sagen var sket rettidig anke, hvorfor der først ville indtræde retskraft, når der blev afsagt dom i ankesagen. Herefter, og da der ikke var hjemmel til at fravige princippet om, hvornår en dom blev tillagt retskraft, afviste landsretten anmodningen om at tillægge byrettens dom retskraft under ankesagen.
Landsretten bemærkede afslutningsvist, at grundlovens § 63 og den i processkrifterne nævnte retspraksis vedrører spørgsmålet om, hvorvidt domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel undtagelsesvis kan tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/08801.