Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

22 sep 2022

Procesbevillingsnævnet

Forbud mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse

Dom afsagt: 15. september 2022

Procesbevillingsnævnet har den 15. september 2022 meddelt ni personer tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 27. juni 2022 (BS-47813/2020, BS-47830/2020, BS-47831/2020, BS-47832/2020, BS-47833/2020, BS-47834/2020 og BS-47837/2020).

En almen boligafdeling blev af Boligministeriet klassificeret som ghettoområde efter dagældende almenboliglovs § 61 a, stk. 1 og 2, og kom derved på den såkaldte ”ghettoliste”.

”Ghettoområde” var efter dagældende almenboligslov § 61 a, stk. 2, defineret som et boligområde, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af kriterierne i stk. 1, der blandt andet vedrører tilknytning til arbejdsmarkedet, overtrædelse af straffeloven, uddannelsesniveau og gennemsnitlig bruttoindkomst, er opfyldt. ”Hårdt ghettoområde” var efter dagældende almenboliglovs § 61 a, stk. 4, defineret som et boligområde, som de seneste 4 år har været et sådant ghettoområde.

For at undgå at få status af ”hårdt ghettoområde” vedtog boligforeningen i 2019 en helhedsplan, som blandt andet indebar ombygning af syv opgange med i alt 96 boliger, som i januar 2020 derfor blev opsagt med henblik på permanent genhusning af beboerne uden for boligområdet.

Det pågældende boligselskab indstævnte en række af de berørte beboere med påstand om, at de skulle anerkende, at boligselskabets opsigelser af deres lejemål var lovlige.

Beboerne påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at boligforeningens vedtagelse af helhedsplanen og den heri konkrete udvælgelse af de opgange, der skulle ombygges, var udtryk for direkte eller indirekte diskrimination af beboerne på grund af deres etniske oprindelse, idet de pågældende opgange var blevet udvalgt med henblik på at nedbringe antallet af beboere fra ikkevestlige lande for derved at fjerne boligområdet fra ”ghettolisten”, jf. dagældende almenboligslov § 61 a, stk. 2.

Byretten gav boligselskabet medhold

I syv domme vedrørende syv lejemål gav boligretten boligselskabet medhold.

Boligretten fandt, at bestemmelsen i den dagældende almenboliglovs § 61 a, stk. 2, hverken generelt eller i de konkrete sager kunne anses for at udgøre usaglig forskelsbehandling eller diskrimination på grund af etnicitet og lagde i den forbindelse til grund, at bestemmelsen sammen med de øvrige bestemmelser, der vedrører reguleringen af beboersammensætningen i boligområder, var vedtaget efter folketingets sædvanlige lovprocedure, herunder med inddragelse af høringssvar fra relevante organisationer, samt at opsigelserne af de berørte lejemål måtte betragtes som led i en mangeårig strukturel planlægning på nationalt plan, der havde til formål at fremme befolkningens uddannelsesniveau, beskæftigelsesomfang og velfærd samt at modvirke kriminalitet og dannelse af parallelsamfund.

Byretten fandt i den forbindelse, at opsigelserne var proportionale, idet der var givet tilbud om genhusning og tilsagn om friholdelse for flytteudgifter, og da alternativet efter lovgivningen var, at der på længere sigt skulle ske salg eller nedrivning af 60 pct. af lejlighederne i boligområdet, hvis det fik status af ”hårdt ghettoområde”.

Herefter fandt boligretten, at der hverken efter en almindelig standard om forbud mod forskelsbehandling, grundlovens § 70, lov om etnisk ligestilling § 3, stk. 1, EMRK art. 14 og 8 samt tillægsprotokol nr. 1, art. 1., eller FN´s Konvention om Racediskrimination art. 1, 3 og 5, forelå direkte eller indirekte diskrimination på grund af etnicitet.

Landsretten stadfæstede byrettens domme

For landsretten blev de syv sager sambehandlet.

Landsrettens flertal lagde til grund, at beslutningen om, i hvilke opgange, der skulle ske ombygning af lejlighederne, ikke blev truffet ud fra, hvorvidt de berørte beboere kom fra vestlige eller ikkevestlige lande.

Et mindretal fandt, at boligforeningen med vedtagelsen af helhedsplanen blandt andet ønskede at nedbringe andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande bosat i boligområdet med henblik på at forhindre, at boligafdelingerne udviklede sig til en hård ghetto, og at der skulle lægges vægt på andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande blandt de opsagte beboere, f.eks. fordelt på opgang.

Både flertallet og mindretallet fandt imidlertid, at ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande” ikke i sig selv henviser til en befolkningsgruppe med samme etniske oprindelse.

Da der for landsretten i øvrigt ikke forelå oplysninger om, hvilke etniske tilhørsforhold henholdsvis beboerne i de opsagte lejemål og i boligforeningens øvrige lejemål havde, fandt landsretten, at det ikke var bevist, at vedtagelsen af helhedsplanen eller den konkrete udvælgelse af de lejemål, der skulle opsiges i forbindelse med udmøntningen heraf, udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling.

På denne baggrund voterede både flertallet og mindretallet for at stadfæste boligrettens domme.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/13474, 22/14335, 22/14336, 22/14337, 22/14338, 22/14339 og 22/14340. Det bemærkes desuden, at sagen er trykt i U 2022.3593 Ø.