05 jul 2021

Procesbevillingsnævnet

Gyldigheden af lovvalgsaftale

Procesbevillingsnævnet har den 1. juli 2021 meddelt et selskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 11. januar 2021(BS- 57450/2019).

Et udenlandsk selskab, der solgte cigaretter, fik i september 2011 stjålet et parti cigaretter fra en lastbil i forbindelse med en international vejtransport. Lastbilen stod i Danmark på tidspunktet for tyveriet og var ejet og ført af et hollandsk transportfirma. Transportfirmaet var ansvarsforsikret hos et forsikringsselskab, og parternes forsikringsaftale var undergivet hollandsk ret. Det fremgik endvidere af forsikringsaftalen, at alle tvistigheder vedrørende aftalen skulle afgøres af den kompetente domstol på det sted, hvor policen var udstedt.

Som følge af tabet anlagde selskabet først sag mod transportfirmaet i England, men søgsmålet blev afvist af den engelske Supreme Court på grund af manglende værneting. Transportfirmaet gik efterfølgende konkurs i september 2012.

I oktober 2016 anlagde selskabet sag mod forsikringsselskabet ved Sø- og Handelsretten. Forsikringsselskabet gjorde indsigelse mod, at der var værneting i Danmark, og påstod sagen afvist. Selskabet bestred at være bundet af værnetingsklausulen i forsikringsaftalen indgået mellem forsikringsselskabet og transportfirmaet.

Spørgsmålet om værneting blev udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, og Sø- og Handelsretten fandt, at der var værneting i Danmark for selskabets krav mod forsikringsselskabet, idet sagen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark. Sø- og Handelsretten henviste blandt andet til, at EU-domstolen ved dom af 13. juli 2017 i sag C-368-16 (Assens Havn) havde fastslået, at en værnetingsklausul, der er indgået mellem en forsikringsgiver og forsikringstager, ikke kan gøres gældende over for skadelidte i forhold til den forsikrede skade.

Vedrørende sagens materielle del nedlagde selskabet påstand om betaling af ca. 5 mio. kr., mens forsikringsselskabet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor blandt andet gældende, at kravet var forældet.

Sø- og Handelsretten fandt, at spørgsmålet om forældelse skulle afgøres efter dansk ret, og at kravet herefter var forældet

Sø- og Handelsretten fandt, at den resterende del af sagen ligeledes måtte afgøres efter dansk ret, herunder afgørelsen om forældelse. Selskabet var efter transportfirmaets konkurs i september 2012 indtrådt i dennes ret mod forsikringsselskabet på de vilkår, der var aftalt mellem dem, jf. forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2.

Sø- og Handelsretten fandt, at forældelsesfristen for selskabets krav mod forsikringsselskabet allerede løb fra skadens indtræden i september 2011, uanset om selskabet på dette tidspunkt var klar over sit krav. Den tre-årige forældelsesfrist udløb derfor i september 2014, og det var således op til selskabet selv at forfølge kravet mod forsikringsselskabet, herunder at afbryde eller opnå suspension af forældelsesfristen. Da der hverken i ordlyden af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, eller § 95, stk. 2, eller i forarbejderne hertil var støtte for at antage, at selskabet kunne støtte ret på transportfirmaets anmeldelse af skaden til forsikringsselskabet, fandt retten, at forældelsen ikke havde været suspenderet eller afbrudt over for forsikringsselskabet, før der blev indgivet stævning i oktober 2016. Kravet var derfor forældet i henhold til forældelseslovens § 3.

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom

Landsretten henviste til Højesterets dom af 9. oktober 2017 i Assens Havn-sagen, hvorefter der ikke består noget kontraktforhold mellem parterne, når kravet støttes på forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2. Landsretten fandt på den baggrund, at lovvalgsbestemmelsen i forsikringsaftalen mellem transportfirmaet og forsikringsselskabet ikke fandt anvendelse. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der var anført i Sø- og Handelsrettens kendelse i sagen, tiltrådte landsretten, at sagen havde nærmest tilknytning til Danmark, og at spørgsmålet om forældelse derfor skulle afgøres af dansk ret.

Landsretten tiltrådte af samme grunde som Sø- og Handelsretten, at selskabet ikke kunne støtte ret på en eventuel suspension af forældelsesfristen fra transportfirmaets side, og at selskabet ikke selv foretog skridt, der suspenderede forældelsesfristen. Kravet var derfor forældet, da sagen blev anlagt i oktober 2016, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/03727.