To sager om ophævelse og opretholdelse af udvisningsdomme

I begge sager var tale om en udlænding diagnosticeret med paranoid skizofreni, som i henholdsvis december 2010 og maj 2019 var dømt til henholdsvis anbringelse og behandling på psykiatrisk hospital og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for alvorlig, personfarlig kriminalitet. Efter at de behandlingsansvarlige overlæger havde meddelt, at udlændingene snarligt forventedes udskrevet, indbragte anklagemyndigheden spørgsmålet om udvisningernes opretholdelse for domstolene i medfør af udlændingelovens § 50 a.

I den ene sag var der tale om en 45-årig mand fra Tyrkiet, som ifølge de lægelige oplysninger skønnedes velbehandlet og i en relativt stabil, psykisk tilstand. Hvis ikke det havde været for udvisningsdommen, ville manden være blevet udskrevet til ambulant opfølgning i distriktspsykiatrien. Af oplysninger indhentet af udlændingemyndighederne fremgik blandt andet, at det præparat, som manden var i behandling med, var tilgængeligt i Tyrkiet på et privat apotek i Ankara, ligesom at det var muligt at blive fulgt af en psykiater og konsultere en psykolog på et offentligt hospital i Ankara. Manden forklarede i byretten, at han i Tyrkiet alene havde en syg far, som han sendte penge til medicin, men at han i øvrigt ikke havde noget netværk i Tyrkiet.

Byretten lagde til grund, at manden i Tyrkiet kunne få relevant medikamentel behandling af sin psykiske lidelse, ligesom han i Tyrkiet måtte forventes at kunne modtage personlig støtte og lignende behandling af ikke ren medicinsk karakter, herunder støtte til medicinindtagelse. Under henvisning hertil og til de lægelige oplysninger om mandens tilstand, fandt byretten, at der ikke forelå en sådan usikkerhed om, at han i Tyrkiet kunne få den nødvendige og relevante behandling og støtte, og om, at han havde reel adgang hertil, at hans helbredsmæssige forhold afgørende talte imod udsendelse. Byretten opretholdt derfor bestemmelsen om udvisning. Manden kærede kendelsen til landsretten.

For landsretten forklarede manden supplerende, at han stammede fra en lille by i det østlige Tyrkiet. Ved vurderingen af, om han reelt ville kunne få en behandling for sin sindssygdom, lagde landsretten vægt på, at manden ifølge de lægelige oplysninger ingen sygdomsindsigt havde, og at han i mangel af andre oplysninger måtte antages atter at ville slå sig ned i det østlige Tyrkiet. Henset til den betydelige afstand mellem mandens hjemstavn og Ankara, måtte det på det grundlag, som var forelagt landsretten, anses for uvist, om manden ville have en reel mulighed for at få den nødvendige medicin, hvis han blev udvist til Tyrkiet. På den baggrund talte mandens helbredsmæssige tilstand afgørende imod udsendelse. Landsretten ophævede herefter bestemmelsen om udvisning.

Procesbevillingsnævnet har meddelt anklagemyndigheden tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse.

I den anden sag, som drejede sig om en 40-årig mand fra Bosnien-Herzegovina, fremgik det af de lægelige oplysninger, at manden aktuelt var velbehandlet, men at han havde behov for langvarig behandling med antipsykotisk medicin, ligesom han havde brug for tæt og opsøgende psykiatrisk behandling. Manden forklarede, at han ingen familie eller netværk havde i det tidligere Jugoslavien.

Byretten lagde til grund, at de præparater, som manden var i behandling med, var tilgængelige på to private apoteker i Sarajevo, ligesom at det var muligt at modtage psykiatrisk behandling i Sarajevo på offentligt hospital. Da det var uoplyst om manden kunne modtage ambulant, opsøgende psykiatrisk behandling og om han kunne opnå disse ydelser og medicin vederlagsfrit, fandt byretten, at der var en sådan usikkerhed om, hvorvidt manden kunne få den nødvendige og relevante behandling og støtte, og om han reelt havde adgang hertil, at mandens helbredsmæssige forhold afgørende talte imod udsendelse. Byretten ophævede på den baggrund bestemmelsen om udvisning.

Anklagemyndigheden kærede kendelsen til landsretten.

På baggrund af oplysninger om blandt andet, at det var muligt at modtage psykiatrisk behandling på offentligt hospital samt akut psykiatrisk behandling i Bosnien-Herzegovina, ligesom at der i Bosnien-Herzegovina var offentlig sygesikring, som også dækkede personer, der ikke modtog løn, fandt landsretten, at manden havde reel mulighed for relevant, psykiatrisk behandling og at hans helbredsmæssige forhold dermed ikke afgørende talte imod, at udsendelse kunne finde sted. Landsretten ændrede på den baggrund byrettens kendelse og opretholdt bestemmelsen om udvisning.

Procesbevillingsnævnet har meddelt udlændingen tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under henholdsvis j.nr. 2020-25-0152 og j.nr. 2020-25-0123.