Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

12 okt 2020

Procesbevillingsnævnet

Om opretholdelse af forvaring

Procesbevillingsnævnet har den 27. august 2020 meddelt en forvaringsdømt mand tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 20. maj 2020 (S-847-20).

Manden blev i 1996 idømt forvaring for grov sædelighedskriminalitet, og domstolene havde efterfølgende løbende foretaget prøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af forvaringsforanstaltningen. I november 2017 anmodede den forvaringsdømte på ny om domstolsprøvelse vedrørende ændring eller ophævelse af forvaringsforanstaltningen. Anklagemyndigheden indbragte anmodningen for domstolene i januar 2020.

Byretten opretholdt forvaringsforanstaltningen

Til brug for byrettens behandling af sagen var der indhentet en ny udtalelse fra Retslægerådet, hvoraf blandt andet fremgik, at der var en høj risiko for, at den forvaringsdømte ville begå ny kriminalitet, og at den forvaringsdømte måtte antages at udgøre en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Ved kendelse af 27. februar 2020 bestemte byretten, at der ikke var grundlag for at ophæve den idømte forvaringsforanstaltning, og lagde blandt andet vægt på udtalelsen fra Retslægerådet. Byretten fandt imidlertid, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, idet sagsbehandlingstiden fra den forvaringsdømtes anmodning om domstolsprøvelse til domstolenes behandling havde varet mere end to år. Dette kunne dog ikke føre til en ophævelse af forvaringen.

Den forvaringsdømte kærede byrettens kendelse til landsretten med yderligere påstand om blandt andet prøveudskrivning. 

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse, idet landsretten blandt andet ud fra de lægelige oplysninger fandt det nødvendigt fortsat at opretholde den idømte forvaring. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at iværksætte prøveudskrivning. Herudover tiltrådte landsretten, at den samlede sagsbehandlingstid på mere end to var i strid med kravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, om en hurtig afgørelse, men at dette heller ikke kunne føre til en ophævelse af forvaringen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-25-0121