Udsættelse af varemærkesag

BS-11407/2020

Virksomheden lagde i maj 2018 sag an mod en anden virksomhed (herefter virksomhed 2) med påstand om blandt andet, at virksomhed 2 skulle tilpligtes at anerkende at være uberettiget til at gøre brug af et bestemt ord for varer og tjenesteydelser i bestemte klasser. Virksomheden påberåbte sig fem EU-varemærker, hvori ordet indgik.

Virksomhed 2 indgav i juni 2018 anmodning om ophævelse af de fem varemærker til den europæiske varemærkedomstol EUIPO. Virksomhed 2 påstod samtidig frifindelse i et svarskrift af samme dato, ligesom virksomhed 2 nedlagde påstand om, at sagen skulle sættes i bero på endelig afgørelse fra EUIPO om gyldigheden af EU-varemærkerne.

I januar 2019 bestemte Sø- og Handelsretten, at sagen ikke skulle udsættes blandt andet med henvisning til, at der ikke i medfør af varemærkeforordningens artikel 132, stk. 1, var grundlag for at udsætte sagen, da retssagen var anlagt, før virksomhed 2 indleverede sin anmodning til EUIPO.

BS 14787/2020

Virksomheden anlagde i marts 2019 en ny sag mod virksomhed 2 og yderligere en virksomhed (herefter virksomhed 3) med påstand om blandt andet, at virksomhed 2 og 3 skulle anerkende at have krænket et bestemt varemærke tilhørende virksomheden. Virksomheden påberåbte sig de samme fem EU-varemærker som i ovenstående sag.

De to sager blev herefter behandlet sammen.

Begge sager

I april 2019 indgav virksomhed 2 og 3 et processkrift, hvor de nedlagde selvstændig påstand om, at de fem EU-varemærker var ugyldige, ligesom de anmodede om, at sagerne blev stillet i bero med henblik på at afvente endelig afgørelse fra EUIPO om gyldigheden af EU-varemærkerne.

Sø- og Handelsretten bestemte, at sagerne skulle udsættes

Sø- og Handelsretten fandt, at sagerne skulle udsættes på EUIPO’s afgørelse. Sø- og Handelsretten lagde blandt andet vægt på, at det fremgår af varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, at en EU-varemærkedomstol skal udsætte en sag, hvor der er nedlagt påstand om et EU-varemærkes ugyldighed, hvis der, før denne påstand blev nedlagt, var indgivet anmodning til EUIPO om varemærkets fortabelse eller ugyldighed, hvilket Sø- og Handelsretten fandt var tilfældet i sagerne. Sø- og Handelsretten anførte desuden, at der ikke i ordlyden af varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, var støtte for et synspunkt om, at bestemmelsen kun skulle vedrøre den situation, hvor tredjemand havde indgivet anmodning til EUIPO om varemærkernes fortabelse eller ugyldighed. 

Virksomheden kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse kendelsen til landsretten. Virksomheden anmodede desuden landsretten om, at der blev foretaget præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at det fremgår af betragtning 33 til varemærkeforordningen, at formålet med bestemmelserne i artikel 128 og 132 er at undgå, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål om krænkelse af et EU-varemærke og parallelle nationale varemærker, hvori de samme parter er involveret, og som er anlagt vedrørende de samme forhold. Når henses til betragtning 33 sammenholdt med indholdet og systematikken i artikel 128 og 132, og når henses til den særlige kompetence, som EUIPO besidder, jf. i så henseende præmis 50 i sag C-226/15, fandt landsretten, at artikel 128, stk. 4, i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd måtte forstås som anført af Sø- og Handelsretten, således at der i tilfælde som det foreliggende, hvor virksomhed 2 og 3 først havde rejst modkrav for Sø- og Handelsretten, efter at virksomhederne havde indgivet begæring om varemærkernes fortabelse og ugyldighed til EUIPO, måtte ske udsættelse af sagerne. Landsretten fandt, at den omstændighed, at Sø- og Handelsretten i januar 2019 ikke havde fundet grundlag for at udsætte sagen i medfør af artikel 132, stk. 1, ikke kunne føre til et andet resultat. Endelig bestemte landsretten, at virksomhedens anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen ikke skulle imødekommes.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0246.