Gyldigheden af en konkurrenceklausul

I april 2017 stiftede den nu forhenværende selskabsejer sammen med en anden person et anpartsselskab samt et underliggende driftsselskab, der udførte arbejde inden for skimmelsanering m.v. Begge parter blev i oktober 2017 tillige ansat i driftsselskabet. I 2018 indgik parterne en ejeraftale, der blandt andet indeholdt en konkurrenceklausul, hvoraf fremgik, at kapitalejerne ved afståelse af kapitalandele uanset årsagen hertil i en periode på 2 år var uberettiget til at tage ansættelse i eller drive konkurrerende virksomhed.

I forbindelse med selskabsejerens udtræden som kapitalejer af selskabet indgik parterne den 9. maj 2019 en forligsaftale, hvoraf fremgik blandt andet, at ejeraftalen, herunder konkurrenceklausulen, fortsat var gældende mellem parterne. Den nu forhenværende selskabsejer var fortsat ansat i driftsselskabet, men han blev opsagt og bortvist, da der mellem parterne opstod uoverensstemmelser vedrørende ansættelseskontrakten.

Da den tilbageværende ejer mente, at den forhenværende selskabsejer herefter drev konkurrerende virksomhed, begærede han et forbud nedlagt.

Byretten nedlagde forbud

Byretten anførte, at den forhenværende selskabsejer ved parternes forligsaftale gyldigt havde påtaget sig en konkurrenceklausul i det omfang, som var anført i ejeraftalens vilkår. Hverken det forhold, at han fortsatte som ansat i driftsselskabet, eller oplysningerne om de efterfølgende omstændigheder ved den senere opsigelse og bortvisning af ham, havde efter byrettens opfattelse betydning for vurderingen af konkurrenceklausulens gyldighed.

Byretten forbød herefter den forhenværende selskabsejer i en periode på 2 år fra den 9. maj 2019 at konkurrere med driftsselskabet ved at sælge ydelser inden for skimmelsanering m.v.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten anførte, at konkurrenceklausulen var vedtaget som led i en aftale med ejerne af selskabet om deres indbyrdes forhold og ikke i sammenhæng med den nu forhenværende selskabsejers ansættelse i virksomheden. På den baggrund tiltrådte landsretten, at omstændighederne ved den senere opsigelse og bortvisning ikke havde betydning for vurderingen af konkurrenceklausulens gyldighed. Bestemmelsen i § 11, stk. 3, jf. stk. 1, i lov om ansættelsesklausuler fandt således ikke anvendelse.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens forbudskendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0245.