Om beskatning af autocamper

En skatteyder ejede et selskab, der i en periode fra 2008 til 2012 havde leaset en autocamper. I 2017 stadfæstede Landsskatteretten en afgørelse fra SKAT, hvorved skatteyderen blev personbeskattet af værdien af autocamperen for indkomstårene 2009, 2010 og 2011. Landsskatteretten fandt, at selskabet havde stillet autocamperen til rådighed for skatteyderens private benyttelse, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen personligt.

Landsskatteretten anførte herefter, at den omhandlede autocamper ikke kunne karakteriseres som en personbil og derfor ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, men omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, efter hvilken bestemmelse beskatningen sker i henhold til markedslejen.

Skatteyderen indbragte sagen for retten, hvor skatteyderen gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at beskatte skatteyderen, idet autocamperen ikke havde været udlånt til skatteyderen af selskabet. Skatteyderen gjorde subsidiært gældende, at beskatningen skulle ske i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3 som anført af Landsskatteretten, idet autocamperen ikke kunne anses som et egnet alternativ til en privat bil.

Under sagen gjorde Skatteministeriet principielt gældende, at der skulle ske rådighedsbeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet autocamperen måtte anses for at være en bil, som i høj grad var egnet til privat benyttelse. Subsidiært gjorde Skatteministeriet gældende, at skatteyderen skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Byretten frifandt Skatteministeriet

Byretten fandt, at skatteyderen skulle beskattes af autocamperen, idet den havde været stillet til rådighed for hendes private benyttelse.

I forlængelse heraf fandt byretten, at den pågældende autocamper ikke kunne anses som et egnet alternativ til en privat bil, og derfor ikke var omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, hvorfor beskatningen skulle ske i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt ligesom byretten, at selskabet havde udlånt autocamperen til skatteyderen, således at den stod til hendes rådighed privat.

Landsretten fandt herefter, at skatteyderen skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsretten lagde vægt på, at det må bero på en konkret vurdering, om en autocamper er egnet som alternativ til en privat bil. Efter en samlet vurdering af autocamperen, herunder dens art, størrelse og fremtræden, fandt landsretten, at den ikke kunne anses for at være et egnet alternativ til en privat bil, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0210.