Om samvær mellem mor og 9-årigt barn

Forældrene til et barn på nu 9 år havde ophævet samlivet ca. et år efter fødslen, hvorefter moren tog barnet med ud af landet og senere blev dømt for børnebortførelse. Faren fik efterfølgende tillagt den fulde forældremyndighed over barnet. I 2015, da barnet var 4 år gammelt, blev der udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse af barnet. I årene efter børnebortførelsen havde moren overvåget samvær med barnet, indtil moren i 2017 var nødsaget til at rejse ud af landet efter at have fået afslag på ansøgning om opholdstilladelse. I 2018 anmodede moren om fastsættelse af samvær på ny. Statsforvaltningen traf i 2019 afgørelse om fastsættelse af overvåget samvær. Familieretshuset besluttede efterfølgende at indbringe sagen for familieretten med indstilling om standsning af samværet. Der blev ikke i forbindelse med Statsforvaltningens eller Familieretshusets behandling af sagen iværksat en børnesagkyndig undersøgelse af barnet.

Familieretten fandt, at barnet havde ret til samvær

Familieretten besluttede, at moren havde ret til samvær med barnet, og at samværet skulle afvikles hver 14. dag skiftevis ved personligt fremmøde og over Skype.

Familieretten udtalte blandt andet, at barnet på baggrund af den børnesagkyndige vurdering i sagen ville have bedst af at opretholde samværet med moren. Familieretten udtalte endvidere, at faren ikke støttede barnet i forbindelse med deltagelse i samværet.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse om samvær

Østre Landsret ændrede familierettens dom, således at det blev besluttet, at barnet ikke på nuværende tidspunkt skulle have samvær eller anden kontakt med moren.

Landsretten udtalte blandt andet, at det henset til oplysningerne om sporadisk kontakt mellem mor og barn, morens personlige forhold og parternes indbyrdes forhold, samt til barnets egne ønsker efter en samlet vurdering af hensynet til barnet var bedst, at der hverken var samvær eller kontakt.

Landsretten udtalte endvidere, at det oplyste om faren, herunder hans opførsel i forbindelse med et konkret samvær, ikke kunne føre til en anden vurdering.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-23-0017.