Afvisning af ankesag efter retsplejelovens § 368 a

Manden havde siden 1997 lejet en lejlighed, og i 1998 blev hans samlever optaget som medlejer på lejekontrakten. I 2005 fik parret en søn. Da der efter parternes endelige samlivsophævelse i 2019 opstod tvist om retten til fortsættelse af lejemålet samt om forældremyndigheden over sønnen, anlagde kvinden to sager mod manden herom.

De to sager blev behandlet i forbindelse med hinanden, og byretten afsagde samme dag dom i hver af sagerne. 

Byretten gav kvinden medhold i begge sager

I dommen vedrørende forældremyndighed fandt byretten det på baggrund af sagens oplysninger og på baggrund af indtrykket af parternes forklaringer i retten godtgjort, at parterne ikke kunne samarbejde om de spørgsmål, der henhører under den fælles forældremyndighed, og at deres manglende evne til at samarbejde fortsat ville være til skade for sønnen, der var 14½ år, og som efter det oplyste var tydeligt præget af forældrenes uoverensstemmelser. Byretten fandt det herefter bedst for sønnen, at den fælles forældremyndighed blev ophævet og tillagt kvinden alene.

I dommen vedrørende lejligheden lagde byretten vægt på, at kvinden i den sambehandlede sag havde fået tillagt forældremyndigheden alene, og at hun siden 2009 havde betalt huslejen alene, ligesom manden i en årrække havde været registreret som udrejst af Danmark. Manden blev derfor dømt til at anerkende, at kvinden havde ret til at fortsætte lejeforholdet vedrørende lejemålet.

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 368 a

Manden ankede begge byrettens domme til landsretten med gentagelse af sine påstande for byretten. Kvinden nedlagde heroverfor påstand om, at sagerne skulle afvises i medfør af retsplejelovens § 368 a.

Landsretten henviste til begrundelsen for byrettens domme, ligesom landsretten anførte, at der i forbindelse med sagens behandling i byretten havde været afholdt samtale med sønnen, hvoraf fremgik, at han ikke ønskede kontakt med manden.

For landsretten havde manden nedlagt de samme påstande og gjort de samme synspunkter gældende til støtte herfor, og bevisførelsen for landsretten ville i al væsentlighed være den samme som for byretten.

Under disse omstændigheder fandt landsretten, at der ikke var udsigt til, at sagerne ville få et andet udfald end i byretten. Da sagerne ikke var af principiel karakter, og der, selv om sagerne vedrørte forældremyndighed og retten til lejemål, ikke var grunde, der i øvrigt talte for, at sagerne skulle behandles i to instanser, afviste landsretten ankesagerne, jf. retsplejelovens § 368 a, stk. 1.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0127 og j.nr. 2020-22-0128.