Renter af refusionskrav

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) anerkendte i juni 2009 en skadelidtes tilskadekomst som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Den skadelidte var på tidspunktet for skaden ansat hos selskab A, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fandt derfor, at selskab A var sikringspligtig arbejdsgiver. Selskab A havde tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring hos forsikringsselskabet, der herefter udbetalte erstatning og godtgørelse til den skadelidte.

Forsikringsselskabet anmodede i november 2009 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at genoptage sagen og i den forbindelse træffe afgørelse om, at selskab A ikke var sikringspligtig arbejdsgiver, idet den skadelidte på tidspunktet for sin tilskadekomst havde været lejet ud til selskab B, som derfor havde haft instruks- og tilsynsbeføjelsen i forbindelse med skadelidtes udførelse af det pågældende arbejde. I perioden 2011 til 2013 traf både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afgørelser om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen, og sagen blev herefter i februar 2014 indbragt for byretten, der i en dom i juli 2015 fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen. Sagen blev derfor hjemvist til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der herefter i en afgørelse i januar 2016 fandt, at det var selskab B, der var sikringspligtig arbejdsgiver i forbindelse med arbejdsskaden. Da selskab B var gået konkurs, blev det endvidere bestemt, at puljen af forsikringsselskaber skulle refundere forsikringsselskabet det beløb, som forsikringsselskabet havde betalt til den skadelidte.

I december 2016 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring endvidere afgørelse om, at forsikringsselskabet havde krav på renter af refusionskravet fra august 2015 (4 uger efter byrettens dom i juli 2015). Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse. Forsikringsselskabet anlagde herefter på ny sag ved byretten mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nu med påstand om betaling af renter af refusionskravet for perioden december 2009 til august 2015.

Byretten frifandt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Byretten fandt, at refusionskravet skulle vurderes ud fra rentelovens regler for formueretlige krav, jf. rentelovens § 1. Byretten fandt endvidere, at forsikringsselskabets anmodning om genoptagelse af sagen i november 2009 ikke kunne anses for eller sidestilles med et krav om betaling af refusionsbeløbet, jf. rentelovens § 3, stk. 2, jf. stk. 3, og at det først var i august 2015, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde alle de fornødne oplysninger til at bedømme berettigelsen af forsikringsselskabets refusionskrav, jf. rentelovens § 3, stk. 3. Byretten fandt endelig, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilkende forsikringsselskabet rente at kravet på renter af refusionsbeløbet, jf. rentelovens § 3, stk. 5.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at refusionskravet måtte anses for et pengekrav på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, selvom skadelidtes krav efter arbejdsskadesikringsloven faldt uden for formueretten. Landsretten tiltrådte ligeledes, at forsikringsselskabets anmodning om genoptagelse af sagen i november 2009 ikke kunne anses for en anmodning om betaling efter rentelovens § 3, stk. 2, ligesom forsikringsselskabets sagsanlæg i februar 2014 heller ikke kunne anses for en påbegyndt retsforfølgning af selskabets krav, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Landsretten tiltrådte endelig, at der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde, at forsikringsselskabet havde krav på renter fra et tidligere tidspunkt end august 2015, jf. rentelovens § 3, stk. 5.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0082.