Godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven

En arbejdstager var ansat som flextrafik-chauffør hos arbejdsgiveren. Arbejdstagerens arbejdsdag så typisk således ud, at han meldte ind på sin hjemadresse kl. 6.00 og afsluttede sin vagt kl. 18.00. I disse timer stod arbejdstageren til rådighed for arbejdsgiveren svarende til 60 timer pr. uge. Af en ubestridt opgørelse fremlagt under sagen fremgår det, at arbejdstageren i gennemsnit havde en egentlig kørselstid på 34,92 timer pr. uge. Arbejdstageren skulle i løbet af en 12-timers vagt opholde sig i hjemmezonen, som var den kommune, hvor arbejdstageren selv havde bopæl. Arbejdstageren havde under ansættelsen adgang til en vognmandsportal, hvor han kunne orientere sig om planlagte ture, idet der dog kunne ske ændringer med kort varsel, ligesom arbejdstageren ikke havde mulighed for at afvise at påtage sig de ture, som blev anvist til ham. Arbejdstageren var endvidere forpligtet til at overholde en responstid.

Arbejdstageren blev på et tidspunkt opsagt fra sin stilling hos arbejdsgiveren. Herefter rettede arbejdstageren et krav mod arbejdsgiveren for blandt andet overtrædelse af arbejdstidsdirektivgennemførelseslovens § 4, idet arbejdstageren gjorde gældende, at han havde arbejdet mere end gennemsnitligt 48 timer om ugen over en periode på 4 måneder. Arbejdstageren gjorde endvidere gældende, at han havde krav på betaling af pensionstillæg i henhold til reglerne i en overenskomst, som var aftalt mellem parterne i ansættelsesaftalen. Af disse regler fremgik det nemlig, at arbejdstageren var berettiget til pension uden anciennitetskrav, såfremt arbejdstageren tidligere havde været omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning hos en anden arbejdsgiver, hvilket krav arbejdstageren opfyldte.

Da parterne ikke kunne nå til enighed, indbragte arbejdstageren sagen for byretten.

Byretten frifandt arbejdsgiveren for godtgørelseskravet og dømte arbejdsgiveren til at betale pension til arbejdstageren

Byretten fandt, at hele arbejdsdagen fra 8-18 som udgangspunkt måtte betragtes som arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand, idet der dog herfra kunne fragå i hvert fald de pauser, der havde været i starten og slutningen af hver vagt, hvor arbejdstageren opholdt sig på sin bopæl, og kunne bruge sin tid i egen interesse, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-303/98 præmis 50 og 52. Byretten anførte endvidere, at de kørte minutter hen over dagen ikke fremgik af sagen, og at det derfor var usikkert, hvornår arbejdstageren faktiske påbegyndte og afsluttede sin vagt. På den baggrund fandt byretten, at der ikke var ført fuldt tilstrækkeligt bevis for, at arbejdstiden reelt oversteg 48 timer pr. uge over en 4 måneders periode, i hvilken forbindelse byretten bemærkede, at det efter forklaring for byretten måtte lægges til grund, at de registrerede kørte minutter på dagligt omkring 7 ½ time, tillige omfattede kørsel til og fra hjemmezonen og eventuel ventetid på patienter, når turen var bestilt. Byretten frifandt derfor arbejdsgiveren for kravet vedrørende godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven.

Hvad angik pensionskravet fandt byretten det godtgjort, at arbejdstageren var berettiget til pensionstillæg uden anciennitetskrav. Byretten lagde blandt andet vægt på, at arbejdsgiveren ikke under ansættelsesforholdets beståen havde søgt at afklare arbejdstagerens pensionsmæssige status, uanset at det efter arbejdstagerens alder og erfaring måtte være nærliggende, at han kunne have betalt til en arbejdsmarkedspension, der berettigede ham til pensionstillæg uden anciennitetskrav. Arbejdstageren ankede dommen til landsretten.

Landsretten dømte arbejdstageren til at betale en godtgørelse og stadfæstede byrettens dom vedrørende pensionskravet

Landsretten fandt, at der samlet set gjaldt sådanne geografiske og tidsmæssige begrænsninger for arbejdstageren, at han objektivt, også mens han stod stand-by for tilkaldelser, var begrænset i de muligheder, som han havde for at hellige sig personlige og sociale interesser, og at disse begrænsninger havde et sådant omfang, at den fulde vagtperiode fra 6-18 skulle medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens arbejdstid. Da arbejdstageren således havde haft en gennemsnitlig arbejdsuge på mere end 48 timer beregnet over en periode på fire måneder, fandt landsretten, at der forelå en krænkelse af arbejdstagerens rettigheder i henhold til arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven, hvorfor han var berettiget til en godtgørelse på 25.000 kr.

Hvad angik pensionskravet stadfæstede landsretten byrettens dom af de af byretten anførte grunde.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0573.