Forældelse af en patientskadesag

Patienten slog i 2001 sin venstre hånd. Hånden blev undersøgt på sygehuset, hvor der ikke blev fundet tegn på brud. På grund af endnu en skade på venstre hånd, fik patienten hånden undersøgt igen i oktober 2008, hvor sygehuset fandt tegn på manglende heling af en gammel skade.

I 2009 traf Patientforsikringen afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven herfor, allerede fordi erstatningen ikke oversteg den dagældende beløbsmæssige grænse på 10.000 kr., jf. patientforsikringslovs § 5, stk. 2. Det fremgik ikke udtrykkeligt af afgørelsen, om Patienterstatningen herved havde anerkendt et ansvarsgrundlag for skaden.

I januar 2016 anmodede patienten om genoptagelse af patientskadesagen, hvilket Patienterstatningen afslog i marts 2017 på grund af forældelse, jf. § 59 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Patienterstatningen lagde vægt på, at der aldrig var sket en anerkendelse af en patientskade, hvorfor afbrydelsesvirkningen i § 60 b i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ikke fandt anvendelse. Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte Patienterstatningens afgørelse i august 2017.

Byretten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen

Byretten henviste til forarbejderne, hvorefter afbrydelse af forældelsesfristen forudsætter en bindende afgørelse om, at der foreligger ansvarsgrundlag efter loven. Idet Patientforsikringens afgørelse fra 2009 ikke statuerede ansvarsgrundlag, men alene indeholdte en afvisning af erstatning under henvisning til den beløbsmæssige undergrænse, fandt byretten, at der ud fra lovens opbygning ikke i Patientforsikringens afgørelse fra 2009 kunne indfortolkes en bindende anerkendelse af ansvarsgrundlaget. Uanset at det efter sagens konkrete omstændigheder kunne formodes, at skaden stod til anerkendelse, fandt byretten herefter, at det ikke kunne statueres, at der i 2009 blev truffet en bindende afgørelse om anerkendelse af ansvarsgrundlag efter loven.

Byretten fandt herefter, at der var indtrådt forældelse for kravet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsrettens flertal henviste ligeledes til forarbejderne, hvorefter udtrykket ”afgørelse om anerkendelse” i § 60 b alene omfatter positive afgørelser, herunder afgørelser hvor der efter loven er anerkendt et ansvarsgrundlag, men hvor erstatningskravet er afvist, fordi erstatningsbeløbet ikke overstiger den beløbsmæssige grænse for at tilkende erstatning. Afgørelser om afslag på at anerkende en sag eller afslag på at udmåle erstatning er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Idet det ikke fremgik af ordlyden af Patientforsikringens afgørelse fra 2009, at Patientforsikringen tillige havde foretaget en prøvelse af, om betingelserne for at anse skaden for omfattet af loven, var opfyldt, fandt flertallet, at afgørelsen fra 2009 måtte anses for at være en ”allerede fordi afgørelse”, hvorved der alene var taget stilling til den beløbsmæssige grænse i lovens § 5, stk. 2. På den baggrund fandt flertallet, at Patientforsikringens afgørelse fra 2009 ikke kunne anses for at være en bindende afgørelse om anerkendelse af en skade, hvorfor der var indtrådt forældelse.

Landsrettens mindretal var enig med flertallet i, at Patientforsikringen i afgørelsen fra 2009 ikke havde taget direkte stilling til, om der er tale om en patientskade, og at afgørelsen således måtte karakteriseres som en såkaldt ”allerede fordi afgørelse”. Idet der i forarbejderne ikke var taget stilling til konsekvenserne i forældelsesmæssig henseende af den mulighed, at der ikke direkte tages stilling til ansvarsgrundlaget, men træffes afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af lov om patientforsikring, allerede fordi en eventuel erstatning er under 10.000 kr., fandt mindretallet, at det i sådanne tilfælde måtte bero på en samlet helhedsbedømmelse af oplysningerne i sagen, om der i relation til § 60 b kunne siges at være sket anerkendelse af skaden. Ud fra sagens konkrete omstændigheder fandt mindretallet, at der i afgørelsen fra 2009 var sket anerkendelse af patientskaden, selv om dette ikke direkte var angivet i afgørelsen, og at der derfor ikke var indtrådt forældelse.

 Efter stemmeflertallet stadfæstede landsretten herefter byrettens dom.

 Procesbevillingsnævnets sagsnummer

 Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0055.