Begrænset bevilling i sag om forældremyndighed og bopæl

Forældrene til et barn på nu tre år havde ophævet samlivet nogle måneder efter fødslen, hvorefter barnet fik bopæl hos moderen, der også havde den fulde forældremyndighed. Statsforvaltningen fastsatte samvær mellem faderen og barnet, hvor adskillige samvær blev aflyst af moderen. Faderen fik ved en byretsdom del i forældremyndigheden, idet retten fandt, at faderen på flere måder var ressourcestærk og gennem fælles forældremyndighed kunne komme til at indgå som en støtte i barnets liv. Moderen fortsatte imidlertid med at nægte at udlevere barnet til samvær med faderen, og i en periode på 6 måneder blev der afholdt mere end 10 fogedforretninger angående udlevering af barnet, hvor der i flere tilfælde var tale om voldsomme tvangsmæssige udleveringssituationer.

Faderen indbragte herefter en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær for retten.

Byretten fastholdt den fælles forældremyndighed og bopælen hos moderen

Byretten besluttede, at parterne fortsat skulle have fælles forældremyndighed, ligesom barnet fortsat skulle have bopæl hos moderen. Byretten fastsatte herefter optrappende samvær mellem faderen og barnet. Byretten udtalte, at afbrydelserne og aflysningerne af samværet i det væsentligste beroede på moderens forhold, og at der var tale om grov samværschikane. Henset til, at barnet altid havde boet hos sin mor, og kun havde haft begrænset samvær med faderen, fandt retten imidlertid, at det ville være et voldsomt indgreb på nuværende tidspunkt at ændre barnets bopæl.

Byretten udtalte, at såfremt moderen ikke fremadrettet evnede at få barnet til samvær, da ville der være grundlag for at nære bekymring og tvivl om, hvorvidt moderen på længere sigt ville være den bedste til at varetage pasningen af barnet.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, dog med dissens for så vidt angår spørgsmålet om bopæl. To voterende udtalte, at der ikke på nuværende tidspunkt var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at træffe bestemmelse om, at barnet skulle have bopæl hos faderen, uanset at det kunne lægges til grund, at der som følge af moderens forhold forelå grov samværschikane.

En voterende dommer udtalte, at moderens grove og efter byrettens dom fortsatte samværschikane i betydelig grad var en hindring for barnets mulighed for at have et normalt og stabilt forhold til sin far, og at der ved afgørelser om forældremyndighed og bopæl bør lægges stor vægt på, hvem af forældrene, der bedst evner at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder. Den dissentierende dommer fandt, at faderen efter det oplyste måtte anses for fuldt ud egnet til at tage vare på barnet, og at det ville være bedst for barnet at få bopæl hos ham.

Procesbevillingsnævnets tilladelse er begrænset til at angå spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-23-0003.