Om vidnefritagelse af børn i straffesager

De to mindreårige børn var indledningsvist blevet videoafhørt forud for tiltalerejsning mod børnenes forældre for grov vold begået mod deres fire mindreårige fællesbørn. Børnene og deres bistandsadvokat var forinden videoafhøringens påbegyndelse vejledt om vidnefritagelsesreglerne i retsplejelovens § 171, stk. 1, hvilket i den forbindelse ikke blev påberåbt. Børnene blev efterfølgende tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet.

Efterfølgende rejste anklagemyndigheden tiltale mod forældrene med påstand om fængselsstraf og udvisning af Danmark. Herefter påberåbte bistandsadvokaterne på vegne af børnene vidnefritagelsesreglerne efter § 171, stk. 1 og § 171, stk. 2, nr. 1, om tab af velfærd blandt andet under henvisning til, at børnene risikerede at miste deres opholdsgrundlag, såfremt forældrene ville blive fundet skyldig og udvist af Danmark. Anklagemyndigheden påstod derimod vidnepålæg efter retsplejelovens § 171, stk. 3, da forklaringerne fandtes at være af afgørende betydning for sagens udfald, ligesom sagens alvorlige karakter og kriminalitetens grovhed tilsagde et sådant vidnepålæg.

Byretten pålagde børnene at vidne

Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med byrettens behandling af sagen udtalt, at styrelsen ville tage stilling til, hvorvidt børnene kunne opnå opholdstilladelse på selvstændigt grundlag, såfremt forældrene blev udvist af Danmark.

Byretten fandt, at børnene var omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1, men fandt ikke, at børnene kunne fritages fra at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Byretten lagde vægt på, at børnene var anbragt uden for hjemmet, og at det var uklart, hvilken – om nogen – betydning udvisningen af forældrene havde for børnenes opholdsgrundlag, hvorfor byretten fandt, at børnene ikke ville lide tab af velfærd. Den omstændighed, at børnene ville opleve indskrænkninger i muligheden for fysisk samvær kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Herefter pålagde byretten børnene at vidne, idet byretten fandt, at børnenes forklaringer havde afgørende betydning for straffesagen.

Børnene og de tiltalte ankede byrettens kendelse til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Forud for landsrettens behandling af sagen, havde anklagemyndigheden indhentet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende opholdsgrundlaget for de to børn. Udlændingestyrelsen udtalte, at styrelsen netop havde truffet afgørelse om at meddele børnene opholdstilladelse på selvstændigt grundlag.

Landsretten tiltrådte, at børnene var omfattet af vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, men at der ud fra sagens omstændigheder ikke var grundlag for at antage, at børnene ville lide tab af velfærd, såfremt forældrene fandtes skyldig i tiltalen og blev udvist af Danmark. Landsretten tiltrådte endvidere, at betingelserne for at pålægge børnene at vidne ved afspilning af videoafhøringerne var opfyldt.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/00373 (2020-25-0311) og 20/00354 (2020-25-0317).

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet endvidere har meddelt et forurettet mindreårigt barn tilladelse til kære til Højesteret af en landsretskendelse i en anden straffesag, der angik en lignende problemstilling.