Voldgiftslovens anvendelse på en skønssag

I 2016 indgav et gods en begæring om syn og skøn til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed vedrørende forholdene omkring vand i en elevatorgrav, uden at der var anlagt en voldgiftssag, jf. ABT 93 § 45. Voldgiftsnævnet gav sagen et sagsnummer svarende til en skønssag.

Modparten i sagen var et entreprenørfirma.

Under skønssagens behandling opstod der en tvist om inhabilitet hos den juridiske dommer i sagen, og entreprenørfirmaet anmodede herefter domstolene om at tage stilling til spørgsmålet om inhabilitet, jf. voldgiftslovens § 13, stk. 3.

Byretten udskilte til særskilt behandling efter retsplejelovens § 253, stk. 1, et spørgsmål om afvisning af sagen som følge af, at voldgiftslovens § 13, stk. 3, ikke fandt anvendelse på en skønssag.

Byretten afviste ikke sagen

Byretten fandt, at voldgiftslovens § 13, stk. 3, fandt anvendelse på sagen. Byretten henviste til, at det fremgår af voldgiftslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for voldgift, herunder international voldgift, der finder sted her i landet. Den omstændighed, at begæringen om syn og skøn blev indgivet til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, uden at der forinden var anlagt en voldgiftssag, eller at Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed delegerede afgørelseskompetencen til en juridisk dommer, kunne efter byrettens vurdering ikke medføre, at voldgiftsloven ikke fandt anvendelse.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse og afviste sagen

Landsretten fandt, at voldgiftslovens § 13, stk. 3, ikke fandt anvendelse på sagen. Landsretten henviste til, at et syn og skøn i medfør af ABT 93 § 45, uden at der var begæret voldgiftsbehandling af tvisten, adskilte sig fra voldgiftsbehandling ved en voldgiftsret, der var udmeldt inden for rammerne af voldgiftslovens kapitel 3 om voldgiftsrettens sammensætning, og som parterne dermed havde overladt afgørelsen af en tvist til. Landsretten lagde herved til grund, at resultatet af et sådant syn og skøn og de afgørelser, som i den forbindelse blev truffet af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed eller af en person, som var udpeget af dette nævn, ikke havde bindende virkning på samme måde som afgørelser truffet af en voldgiftsret, jf. voldgiftslovens § 38.

Det forhold, at den juridiske dommer, der traf afgørelse i skønssagen blev omtalt som ”voldgiftsdommeren”, og at afgørelsen, der lå til grund for tvisten om inhabilitet, indeholdt et afsnit med overskriften ”Voldgiftsrettens begrundelse og afgørelse”, kunne efter landsrettens vurdering ikke føre til et andet resultat.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0299.