Anvendelse af retsplejelovens § 389 a i en tvangsfuldbyrdelsessag

Faderen indledte primo september 2020 en sag ved familieretten om tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse om samvær mellem ham og hans datter. Der var på dette tidspunkt en verserende sag ved familieretten mellem faderen og moderen om udvidelse af samværet mellem faderen og datteren. Denne sag var berammet til hovedforhandling medio september 2020. Familieretten besluttede, at tvangsfuldbyrdelsessagen skulle behandles sammen med samværssagen på det allerede berammede retsmøde.

På retsmødet traf familieretten først i samværssagen beslutning om at udsætte samværssagens behandling på afholdelse af børnesamtale samt afsagde kendelse om, at samværet ikke midlertidigt skulle suspenderes under samværssagens behandling. Dernæst afsagde familieretten i tvangsfuldbyrdelsessagen kendelse om at fremme denne, således at datteren skulle udleveres til samvær med faderen i overensstemmelse med den gældende samværsresolution.

Moderen kærede familierettens kendelse i tvangsfuldbyrdelsessagen til landsretten.

Landsretten afviste kæremålet

Landsretten fandt, at den afsagte kendelse om tvangsfuldbyrdelse var truffet i forbindelse med familierettens behandling af en sag om fastsættelse af samvær, og at den efter sit indhold reelt var en afgørelse, som måtte sidestilles med den samtidigt trufne afgørelse om, at samværet efter den gældende samværsordning ikke skulle suspenderes under sagens behandling. Der var derfor tale om en afgørelse, som var truffet under samværssagens forberedelse, og som ikke kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 389 a. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afviste landsretten kæremålet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0406.