Tyske sociale sikringsordningers regreskrav mod dansk forsikringsselskab

Et tysk ægtepar blev i 2010 i Danmark påkørt af et dansk køretøj, og den ene ægtefælle afgik ved døden.

To tyske sociale sikringsordninger udbetalte herefter forsørgertabserstatning og beløb til dækning af begravelsesudgifter og helbredelsesudgifter (omkostninger til transport af afdøde til Tyskland) til den efterlevende ægtefælle.

I 2011 indgik den efterlevende ægtefælle og et dansk forsikringsselskab, hos hvem der var tegnet ansvarsforsikring for det køretøj, der forårsagede færdselsuheldet i Danmark, et forlig, hvorefter det danske forsikringsselskab i medfør erstatningsansvarsloven udbetalte helbredelsesudgifter, forsørgertabserstatning og et overgangsbeløb til den efterlevende ægtefælle.

I 2015 anlagde de to tyske sociale sikringsordninger sag mod det danske forsikringsselskab. Sagen vedrørte navnlig de tyske sociale sikringsordningers regreskrav mod det danske forsikringsselskab.

Parterne var enige om, at det danske forsikringsselskab i medfør af Rådets forordning nr. 1408/71, artikel 93, stk. 1 (nu Rådets forordning nr. 883/2004, artikel 85, stk. 1) skulle anerkende en regresret, der fulgte af tyske regler, selvom sådan regresret ikke fulgte af de danske regler. Parterne var imidlertid uenige om omfanget af et eventuelt regreskrav, herunder om dette spørgsmål skulle behandles efter dansk eller tysk ret.

Byretten frifandt det danske forsikringsselskab

Byretten fandt, at det danske forsikringsselskab var frigjort for enhver betalingsforpligtelse, idet forsikringsselskabet ubestridt havde opfyldt sine forpligtelser over for den efterlevende ægtefælle i henhold til erstatningsansvarsloven.

Byretten henviste til, at Rådets forordning nr. 1408/71, artikel 93, stk. 1 (nu Rådets forordning nr. 883/2004, artikel 85, stk. 1) skulle forstås således, at bestemmelsen alene regulerer spørgsmålet om lovvalg vedrørende sociale institutioners ret til regres mod skadevolderen, og at institutionernes krav ikke kan overstige det krav, som skadelidte efter dansk ret kunne have gjort gældende mod skadevolderen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fastslog indledningsvist, at omfanget af et eventuelt regreskrav skulle behandles efter dansk ret, da ulykken fandt sted i Danmark.

Landsretten fandt herefter ligesom byretten, at de tyske sociale sikringsordningers regreskrav efter bestemmelsen i den nævnte forordning ikke kunne overstige det krav, som skadelidte efter dansk ret kunne have gjort gældende mod skadevolderen. Da forsikringsselskabet i medfør af dansk ret ikke var forpligtet til at betale de omtvistede erstatningsbeløb til den efterlevende ægtefælle, var det danske forsikringsselskab ikke forpligtet til at honorere regreskravet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0147.