Om skadelidtes ”burde viden” i en patientskadesag

F var i januar 2013 udsat for et fald, i hvilken forbindelse han henvendte sig på skadestuen. På skadestuen var der mistanke om fibersprængning, men ingen tegn på overrivning af forlåret.

I februar 2013 henvendte F sig til egen læge, idet han fortsat havde smerter, hvorfor han blev ordineret smertestillende medicin og henvist til fysioterapi.

I juli 2013 var F hos en speciallæge, der konstaterede en hamstringsruptur (overrivning af baglåret), hvilken skade var seks måneder gammel. Af journalnotat fra konsultationen fremgik, at skaden nu havde en alder, der umuliggjorde operation.

Det var i sagen omtvistet, hvilke oplysninger F modtog i forbindelse med sin konsultation hos speciallægen.

F anmeldte i maj 2017 sagen til Patienterstatningen, som i oktober 2017 traf afgørelse om, at sagen ikke kunne behandles, idet erstatningskravet først var anmeldt senere end tre år efter, at F fik eller burde havde fået kendskab til skaden.

F klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at F under sin konsultation i juli 2013 burde være blevet bekendt med, at der eventuelt var opstået en skade i forbindelse med behandlingen på skadestuen og hos egen læge.

F indbragte herefter afgørelsen for byretten.

Byretten fandt, at F’s krav ikke var forældet.

Byretten fandt, at F’s krav ikke var anmeldt senere end 3 år efter, at han var blevet bekendt med, at han eventuelt var blevet påført en skade i forbindelse med behandlingen på skadestuen og hos egen læge.

Byretten lagde vægt på, at det efter bevisførelsen ikke kunne lægges til grund, at F var blevet oplyst om, at det var på grund af skadens alder, at operation ikke var mulighed for operation.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten udtalte, at lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 59, stk. 1, må forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningssøgende har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis være undgået ved en anden behandling.

Landsretten fandt herefter, at det ikke kunne lægges til grund, at F ved speciallægen blev oplyst, at han muligvis kunne have et erstatningskrav som følge af, at han ikke var blevet opereret i tide.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0302.