Om erstatningsansvar for psykisk skade

I forlængelse af at et 10-årigt barn blev sat af en skolebus ved dennes hjem, krydsede barnet vejen foran bussen og blev ramt af en varebil, der var i færd med at overhale den holdende bus. Buschaufføren, der havde ført skolebussen, løb hen til barnet, der havde omfattende skader og blødte kraftigt, hvor han ydede førstehjælp. Barnet afgik en halv time efter ulykken ved døden.

Skolebuschaufføren, der kendte barnet i kraft af sit arbejde, og hvis datter gik i samme klasse som barnet, var efterfølgende ikke i stand til at genoptage sit arbejde på grund af psykiske gener. Skaden blev anmeldt og anerkendt som en arbejdsskade.

Skolebuschaufføren rettede ved sin fagforening krav mod varevognens motoransvarsforsikringsselskab med krav om erstatning som følge af de psykiske skader efter færdselsuheldet.

Byretten fandt, at motoransvarsforsikringsselskabet ikke var erstatningsansvarlig for skaden

Byretten henviste til, at det følger af retspraksis, at der kan tilkendes erstatning for psykisk skade i tilfælde, hvor den pågældende selv er blevet påført fysisk skade eller har været i fare herfor, ligesom det også er fastslået, at det ikke kan udelukkes, at der også i andre tilfælde kan blive tale om at tilkende erstatning for psykisk skade, eksempelvis i tilfælde hvor en person overværer, at en nærtstående blive dræbt i en ulykke. Da skolebuschaufføren uanset sin forbindelse til barnet og dennes forældre ikke var at betragte som nærtstående, og da der ikke i øvrigt fandtes at være hjemmel i færdselslovens § 101 til at tilkende skolebuschaufføren erstatning, fandt byretten, at motoransvarsforsikringsselskabet ikke var erstatningsansvarlig for skaden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten henviste til, at det var ubestridt, at skolebuschaufføren ikke led direkte fysisk overlast i forbindelse med trafikuheldet eller i øvrigt var i fare herfor. Landsretten fandt herefter, at der ikke kunne pålægges forsikringsselskabet at betale erstatning, uanset omstændighederne omkring trafikuheldet, hvor barnet blev dræbt, og uanset det forhold, at skolebuschaufføren havde et vist forudgående kendskab til barnet. På denne baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0323