Erstatning for indbliksgener

I forbindelse med etableringen af en motorvej blev der gennemført delekspropriation overfor den daværende ejer af en ejendom beliggende langs den kommende motorvej. Af taksationsprotokollen fremgik det, at ejeren blev tilkendt erstatning for ”samtlige ulemper, herunder for ejendomsforringelse, hegn- og haveforstyrrelse, tab af lysthus, driftsforstyrrelse samt ændrede adgangsforhold”. Efter etablering af motorvejen var der fra ejendommens udearealer niveauforskel i forhold til motorvejen, idet ejendommen var beliggende en del lavere end kørebanen. Ejendommen blev solgt i 1997.

I 2011 blev der gennemført en udvidelse af vejanlægget i form af blandt andet etablering af et ekstra spor på tilkørselsrampen, i hvilken forbindelse der blev foretaget delekspropriation af ejendommen. I forbindelse med udvidelsen af vejanlægget fjernede Vejdirektoratet beplantning på et areal, som tilhørte Vejdirektoratet. Arealet grænsede op til boligejerens ejendom, og beplantningen havde tidligere afskærmet boligejerens ejendom for blandt andet indbliksgener. Boligejeren blev af Ekspropriationskommissionen tilkendt en erstatning for arealafståelsen og samtlige ulemper forbundet hermed. Erstatning blev sidenhen forhøjet af Taksationskommissionen. Hverken Ekspropriationskommissionen eller Taksationskommissionen tog stilling til, hvorvidt boligejeren var berettiget til erstatning som følge af gener i form af øget indblik og støj.

Efter åbningen af vejanlægget i 2013 rejste boligejeren en sag om erstatning for nærhedsgener i form af navnlig støj- og indbliksgener ved Ekspropriationskommissionen. Ved kendelse af 4. maj 2015 fandt Ekspropriationskommissionen, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet, hvorfor boligejeren ikke blev tilkendt en erstatning. Boligejeren påklagede afgørelsen til Taksationskommissionen, der ved kendelse af 4. september 2015 fandt, at boligejeren skulle ydes en erstatning på 100.000 kr. for den værdinedgang på ejendommen, som fulgte af den del af indbliksgenerne, der lå over tålegrænsen. Vejdirektoratet indbragte herefter sagen for byretten.

Byretten gav Vejdirektoratet medhold

Byretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende boligejeren erstatning for indbliksgener.

Byretten lagde blandt andet vægt på, at ejendommen siden motorvejens etablering havde været beliggende i første række ud til motorvejen, ligesom der var tinglyst byggelinjer på ejendommen. Byretten lagde endvidere vægt på, at der ikke var noget, der havde afskåret boligejeren fra selv at etablere afskærmende beplantning på ejendommen. Endelig lagde byretten vægt på, at ejendommen var beliggende på et sted, hvor man ud fra den almindelige samfundsmæssige udvikling måtte forvente, at der kunne ske ændringer af vejanlægget, hvorfor omlægning af tilkørselsrampen og samtidig fjernelse af beplantning havde været forventelig for boligejeren som led i den almindelige samfundsudvikling.

Landsretten ændrede byrettens dom

Boligejeren ankede dommen til landsretten, der fandt, at der var grundlag for at tilkende boligejeren erstatning for indbliksgener.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at Vejdirektoratet ikke havde bevist, at den tidligere ejer af ejendommen havde modtaget erstatning for indbliksgener i forbindelse med etablering af tilkørselsrampen, ligesom Vejdirektoratet ikke havde bevist, at beplantningen på tilkørselsrampen ikke havde til formål at beskytte ejendommens ejer mod indbliksgener. Landsretten anførte endvidere, at den omstændighed at beplantningen stod på Vejdirektoratets grund, ikke medførte, at boligejeren, hvis ejendom grænsede op til det pågældende areal, ikke var berettiget til erstatning, såfremt de ulemper i form af indbliksgener boligejeren havde fået som følge af fjernelsen af beplantningen, oversteg hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det pågældende område. Efter en konkret vurdering fandt landsretten herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn, hvorefter ulemperne i form af indbliksgener oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet. På den baggrund fandt landsretten, at Vejdirektoratet ikke havde godtgjort, at der var et sikkert grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens afgørelse om tilkendelse af erstatning til boligejeren.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0521.