22 aug 2022
Retten i Holbæk
6 års fængsel til en 56-årig mand
Fængsel i 6 år til en 56-årig mand for blandt andet adskillige tilfælde af voldtægt mod sin ægtefælle og voldtægt af to andre kvinder.
Sagsnummer: 85/2022
Sagen kort fortalt
Manden var tiltalt for voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod sin ægtefælle i en periode på 7 år og for voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod to andre kvinder.
Dommens resultat
Et enigt nævningeting fandt manden skyldig i voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod sin ægtefælle i en periode fra 1. juli 2013 til 2020. Overgrebene fandt sted, når ægtefællen sov og var ude af stand til at modsætte sig handlingerne. Det var bevist, at tiltalte i to tilfælde gav hende sovemiddel, så hun mistede bevidstheden, hvorefter han havde samleje med hende.
Et flertal af de voterende fandt endvidere manden skyldig i voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en anden kvinde og i voldtægt mod en tredje kvinde. Det var ikke bevist, at tiltalte inden disse tre overgreb havde givet disse to kvinder søvnfremkaldende medicin. Et mindretal stemte for at frifinde tiltalte vedrørende disse forhold.
Manden blev idømt fængsel i 6 år. Der var blandt nævningerne og dommerne enighed om straffens udmåling.
Han udbad sig betænkningstid og blev varetægtsfængslet efter dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holbæk den 22. august 2022. Sagen blev behandlet som en nævningesag.