05 maj 2020

Retten i Holbæk

43-årig mand idømt 5 års fængsel for bl.a. voldtægt og grov vold

43-årig mand fundet skyldig i voldtægt, grov vold, ulovlig tvang og forskellige former for trusler mod sin daværende kæreste.

Sagsnummer: 3588/2019

Sagen kort fortalt
Tiltalte var tiltalt for at have udøvet grov vold mod sin kæreste juleaften og julenat 2018 i et sommerhus i Rørvig med tandskade til følge. Volden skulle have bestået i at stikke/skære kæresten med en kniv flere steder på kroppen og spark i ansigtet.

Tiltalte var endvidere tiltalt for en række forhold begået den 9. og 10. august 2019 mod kæresten i kærestens bolig i Grevinge. Tiltalte var tiltalt for igen at have begået grov vold mod kæresten. Volden bestod blandt andet i to kvælertag, og tiltaltes kæreste mistede bevidstheden og fik hjernerystelse. Hun fik også mange blå mærker og blodudtrædninger i øjnene. Tiltalte var tiltalt for herefter at have tvunget kæresten tilbage til huset, efter hun var stukket af, ved at true med at skære halsen over på kærestens 3-årige datter, der lå og sov. Tiltalte skulle herefter have voldtaget kæresten adskillige gange i løbet af natten under omstændigheder, der gjorde voldtægterne særligt skærpende. Tiltalte var endvidere tiltalt for at have truet kæresten og for vidnetrusler mod kæresten.

Tiltalte nægtede sig skyldig.

Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at tiltalte var skyldig i alle forhold.
Retten fandt det dog ikke bevist, at voldtægterne var begået under særligt skærpende omstændigheder.

Anklagerens påstand om straf var fængsel i ikke under 6 år.
Forsvareren påstod ikke over 4 års fængsel.

Straffen blev fastsat til fængsel i 5 år. Dommerne og nævningerne lagde vægt på grovheden af den begåede kriminalitet.

Sagen var en nævningesag, og nævningerne og dommerne var enige om dommens resultat.

Tiltalte blev endvidere dømt til at betale godtgørelse for tort til kvinden på 120.000 kr. og erstatning for udgifter til lægeerklæring på 850 kr.

Tiltalte valgte at anke dommen til frifindelse.

Tiltalte blev efter dommen fortsat varetægtsfængslet.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holbæk den 5. maj 2020.