07 jun 2021

Højesteret

Krav ikke fremsat for sent over for Erstatningsnævnet

Krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var ikke fremsat for sent over for Erstatningsnævnet

Sag BS-30936/2020-HJR

Dom afsagt den 7. juni 2021

Erstatningsnævnet
mod
A

Sagen angik, om Erstatningsnævnet ved en afgørelse i maj 2017 var berettiget til at afvise A’s krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. januar 2012 til den 3. december 2015 med henvisning til, at kravet var fremsat for sent, jf. offererstatningslovens dagældende § 13, stk. 3.

13, stk. 3, bestemte, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og ”det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde.”

Højesteret udtalte, at det ikke efter bestemmelsens ordlyd og lovforarbejderne er klart, hvornår der er tale om ”nye krav” i § 13, stk. 3’s forstand. Højesteret fandt herefter, at det i mangel af holdepunkter for andet ikke kan kræves, at en skadelidt, mens sagen verserer ved Erstatningsnævnet, skal genfremsætte krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som allerede var rejst i en tidligere ansøgning – således som det skete i A’s ansøgning fra november 2011, hvor han ansøgte om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden ”1. juli 2011 og fortsat”.

Af de grunde, som landsrettens flertal havde anført, tiltrådte Højesteret herefter, at Erstatningsnævnet ikke var berettiget til ved afgørelsen fra maj 2017 at meddele afslag på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til offererstatningslovens dagældende § 13, stk. 3.

Højesteret kom således til samme resultat som landsretten.

Læs hele dommen i sag BS-30936/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-30936/2020-HJR (pdf)