Gå til sidens indhold

Retten i Herning

20 sep 2021

Retten i Herning

45-årig mand fundet skyldig i 42 forhold af bedrageri

45-årig mand idømt 5 måneders fængsel for 42 forhold af bedrageri begået mod 42 privatpersoner, formentlig fra adresser i Kibæk, Herning og Ringkøbing

Sagsnummer: SS 99-1818/2020.

Den 45-årige mand var tiltalt for 42 forhold af bedrageri begået over en periode fra den 27. oktober 2017 til den 7. december 2020 mod 42 privatpersoner for samlet ca. 24.000 kr.

Tiltalte erkendte sig skyldig i alle forhold og havde til retsbogen forklaret: ”… at han utallige gange har oprettet annoncer på Den Blå Avis og Gul og Gratis, hvor han har solgt effekter, som han ikke havde. Han fandt billeder på google, som han anvendte i annoncerne. Han brugte primært Den Blå Avis. Han besvarede henvendelser fra køberne. Han prissatte efter rent gæt. Han har modtaget penge mange gange. Han har aldrig sendt effekter, og det havde han heller ikke tænkt sig. Det var ikke ting, han havde.”

Retten fandt den 45-årige mands tilståelse støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Retten fandt det derfor bevist, at den 45-årige var skyldig.

Straffen blev fastsat til fængsel i 5 måneder. Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at tiltalte har bedraget 42 private borgere for samlet ca. 24.000 kr. Der er endvidere lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for bedrageri ved anvendelse af samme fremgangsmåde, at han umiddelbart efter løsladelse fra afsoning af tidligere dom fortsatte ufortrødent med at bedrage flere personer, og at han hverken har evne eller vilje til at betale erstatning.

Tiltalte blev endvidere dømt til at betale erstatning til de 42 forurettede.

Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 21. juni 2021.