Gå til sidens indhold

Retten i Herning

23 sep 2021

Retten i Herning

Skud med bomberør mod patruljebil i Ikast

20-årig mand frifundet for nytårsnat at have affyret skud med bomberør mod patruljebil i Ikast, hvori befandt sig to politiassistenter. Den 20-årige blev dog dømt for at have forsøgt at modsætte sig anholdelse.

Sagsnummer: 99-1256/2021

Den 20-årige mand var tiltalt efter straffelovens § 119b for at have angrebet to politiassistenter med genstande ved med et bomberør i hånden at have affyret skud, der ramte den patruljebil, hvori politiassistenterne befandt sig. Den 20-årige var desuden tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 4, ved i umiddelbar forlængelse af dette at have modsat sig anholdelse.

Tiltalte nægtede sig skyldig.

Retten fandt det efter politiassistenternes forklaring bevist, at det var den 20-årige, som havde stået med et bomberør i hånden, da politiassistenterne, efter at være blevet beskudt, kom om et hjørne og så en person med et bomberør i hånden.

Retten fandt det dog ikke bevist, at det var den 20-årige, der kort forinden havde beskudt politibilen. Han blev derfor frifundet for dette forhold. Retten lagde vægt på, at det efter forklaringerne måtte lægges til grund, at der havde været andre personer i området. Det forhold, at den 20-årige løb fra stedet, ændrede ikke herpå. Der blev i den forbindelse også lagt vægt på, at den 20-åriges forklaring om, at han er bange for hunde, da alle hunde i Somalia er meget aggressive, ikke kunne afvises. Den 20-årige blev dog fundet skyldig i at have forsøgt at modsætte sig anholdelse. Straffen blev fastsat til 2 dagbøder á 600 kr.

Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 23. juni 2021.