21 jan 2021
Retten i Herning
43-årig mand fundet skyldig i fremstilling af narko
43-årig mand fra Skjern fundet skyldig i fremstilling med henblik på videre-overdragelse af 184 cannabisplanter og -stiklinger
Sagsnummer: SS 99-5451/2020
Ved en dom afsagt den 27. november 2020 i en tilståelsessag blev en mand på 43 år fundet skyldig i at have dyrket og besiddet 184 cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille et skønnet udbytte på ikke under 5,244 kg marihuana med henblik på videreoverdragelse.
Sagen blev fremmet som en tilståelsessag, idet den 43-årige mand erkendte sig skyldig. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 5 måneder. Der blev ved strafudmålingen særligt lagt vægt på størrelsen af det tilsigtede udbytte, som tiltalte skulle have del i, hvis politiet ikke havde afbrudt fremstillingen.
Tiltalte blev derudover pålagt et indrejseforbud i 6 år, idet han ikke var dansk statsborger, idet han kort forinden anholdelsen var flyttet til Danmark og idet han ikke havde tilknytning til Danmark.