Gå til sidens indhold

24 jun 2022

Danmarks Domstole

Skifteportalens pilotfase forkortes

Domstolsstyrelsen fastholder den oprindelige tidsplan for udrulning af Skifteportalen, men forkorter pilotfasen for at imødekomme behov fra kommende brugere.

Domstolsstyrelsen har valgt at forkorte den såkaldte pilotfase for Skifteportalen. Det betyder, at pilotfasen begynder den 4. oktober 2022 i stedet for den 1. september 2022, som oprindeligt planlagt. Pilotfasen er en periode, hvor Skifteportalen afprøves i udvalgte retter – også kaldet pilotretter. Skifteportalen udrulles fortsat til alle retter den 15. november 2022.

”Skifteportalen er færdigudviklet og klar til lancering, men vi vil gerne sikre os, at offentlige myndigheder og institutioner, såvel som professionelle kreditorer og debitorer, er bedst muligt klædt på til at bruge Skifteportalen, når den udrulles til pilotretterne. Vi forkorter pilotfasen dels for at imødekomme vores interessenters og samarbejdspartneres behov i videst muligt omfang, dels fordi en bred tilslutning en forudsætning for, at vi kan afprøve portalens funktionalitet og kapacitet i tilstrækkelig grad”, siger it-direktør i Domstolsstyrelsen Martin Wood.

Beslutningen bakkes op af retspræsident for Retten i Roskilde, Jørgen Lougart.

”Det er afgørende for os som pilotret, at de professionelle brugere ved, at de skal anlægge sager via Skifteportalen, og at de har sat deres systemer op til Skifteportalen, når vi går i pilot. Hvis de store tekniske brugere ikke er tilstrækkeligt forberedte, så betyder det, at vi ikke får testet Skifteportalen under optimale betingelser. Og det er det vigtigste formål med piloten”, siger retspræsident Jørgen Lougart.

Påkrævet at bruge Skifteportalen
I slutningen af maj 2022 vedtog Folketinget lovgrundlaget for Skifteportalen.

Med den nye dato for udrulningen af Skifteportalen til pilotretterne betyder loven, at krav og andre fordringer i dødsboer, som i dag anmeldes til skifteretten pr. mail eller andet, fra den 4. oktober 2022 skal anmeldes via Skifteportalen i fem pilotretter. Dette gælder kun for dødsboer, hvor afdøde er død efter den 4. oktober 2022. Pilotretterne er Retten på Bornholm, Retten i Roskilde, Retten i Odense, Retten i Holstebro og Retten i Hjørring.

Fra den 15. november 2022 udrulles Skifteportalen til alle retter. Herefter skal alle krav og andre fordringer til dødsboer anmeldes via Skifteportalen i dødsboer, hvis afdøde er død efter den 15. november 2022. Det vil også være muligt at registrere boets tilgodehavende, effektfortegnelser og forespørgsler på Skifteportalen.

Du kan læse mere om Skifteportalen på domstol.dk via dette link.