02 jul 2021

Danmarks Domstole

Ny opdateret introduktion til Danmarks Domstole

Danmarks Domstole har opdateret pjecen ”Tæt på Danmarks Domstole” i en kortere version til alle med interesse for domstolenes arbejde. Pjecen indeholder en introduktion til Danmarks Domstole.

Hvilke typer sager føres ved domstolene? Hvad vil det sige, at domstolene er uafhængige? Og hvilke aktører er til stede i henholdsvis en straffesag og en civil sag?

Det og meget andet kan du finde svar på i Danmarks Domstoles nye pjece ”Tæt på Danmarks Domstole”, som Danmarks Domstole netop har genudgivet i en opdateret version. ”Tæt på Danmarks Domstole” er nu primært en digital publikation, men vil også kunne bruges på tryk af Danmarks Domstole.  

Folkeoplysning om det danske retsvæsen
”Med opdateringen ønsker vi at oplyse besøgende ved domstolene, og alle med interesse for det danske retssamfund, om retternes opgaver, om vores rolle som tredje statsmagt i et demokrati og om, hvordan borgerne kan bruge domstolene. Vi prioriterer folkeoplysning om ret og retfærdighed højt og med den nye version af ”Tæt på Danmarks Domstole” er det muligt at få en kort, samlet og aktuel introduktion til domstolenes arbejde,” siger Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør ved Domstolsstyrelsen og fortsætter:

”De seneste år er der sket meget på digitaliseringsfronten, og derfor indeholder pjecen nu information om, hvordan domstolene arbejder på at digitalisere sagsgangene, så det er muligt for brugerne at tilgå Danmarks Domstole digitalt og effektivt. Vi håber, at mange får glæde af vores nye pjece,” siger Merethe Eckhardt.

Pjecen indeholder fem afsnit om henholdsvis den uafhængige statsmagt, det danske retssystem, de forskellige typer sager, de forskellige aktører i en civil sag og en straffesag samt et afsnit om digital adgang til domstolene. Desuden indeholder folderen fakta om Danmarks Domstole, statistik for fordelingen af sager ved by- og landsretter og et diagram over Danmarks Domstoles organisation. Pjecen blev første gang udgivet i 2010 og sidst i 2015.

Nyt design og indhold

Danmarks Domstole har også fået ny designguide, hvilket betyder, at den nye version af ”Tæt på Danmarks Domstole” er opdateret med Danmarks Domstoles nye logo, nye farver og nye ikoner og infografikker.

Hent pjecen her