Genetablering
Selvom sagen er sendt til skifteretten, er det Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som afgør, om et selskab opfylder betingelserne for genetablering.
Hvis selskabet skal genetableres, skal anmeldelsen om genetablering være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden tre måneder fra styrelsens beslutning om opløsning.
På mødet i skifteretten må selskabet derfor kunne bevise, at styrelsens krav til genoptagelse af selskabet enten er opfyldt eller vil kunne opfyldes snarest.
Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter sin behandling af en genoptagelsesanmeldelse beslutter, at selskabet kan genetableres, tilbagekalder styrelsen tvangsopløsningsanmodningen fra skifteretten.
Likvidation
Hvis selskabet ikke ønskes genetableret - eller betingelserne for udsættelse på genetablering ikke er opfyldt - vil skifteretten normalt udmelde en likvidator, sædvanligvis en advokat. Likvidator indtræder i stedet for selskabets ledelse og optræder i enhver henseende på selskabets vegne. Likvidator har til opgave at sælge selskabets aktiver og betale kreditorerne. Overskuddet tilfalder aktionærerne/anpartshaverne. Likvidator udarbejder regnskab, der godkendes på en generalforsamling. Udgifterne til bobehandlingen afholdes af selskabet.
Opløsning
Er et selskab helt uden midler, kan skifteretten allerede på første møde opløse selskabet uden en egentlig bobehandling. Om dette kan ske, vurderer skifteretten på baggrund af mødendes forklaring i skifteretten og de oplysninger, der i øvrigt er i sagen.
Konkurs
Hvis selskabet er insolvent, kan skifteretten afsige konkursdekret. Hvis det under en likvidation viser sig, at der ikke bliver fuld dækning til kreditorerne, det vil sige at selskabet er insolvent, skal likvidator indgive konkursbegæring mod selskabet.
Tilbage til Tvangsopløsning