Hop til indhold
domstol.dk

Sagens gang 

 

Forhåndsafvisning

Skifteretten foretager en indledende gennemgang af selve ansøgningen, når den modtages. Hvis skifteretten vurderer, at ansøgningen om gældssanering er helt udsigtsløs, kan ansøgningen forhåndsafvises uden at skyldneren indkaldes til et retsmøde.

Forhåndsafvisning kan for eksempel ske, hvis skifteretten kort tid forinden har nægtet at indlede gældssaneringssag for skyldneren, og forholdene ikke er ændret siden.

Se skifterettens kærevejledning, der sendes til skyldneren sammen med skifterettens afgørelse i afvisningssager.

Afgørelsen om afvisning kan indbringes for Østre Landsret ved kære.

Møde i skifteretten

Skifteretten indkalder i de fleste sager skyldneren til et møde med en af skifterettens jurister. Mødet foregår i skifteretten, og det er ikke offentligt. På mødet gennemgås ansøgningsskemaet. Skyldneren må være forberedt på at besvare spørgsmål om sine personlige, arbejdsmæssige og økonomiske forhold. Spørgsmålene kan blandt andet dreje sig om, hvornår og til hvilket formål gælden er stiftet, og om der har været afdraget på gælden. Se oversigt over spørgsmål, der kan blive stillet i retten.

Skifteretten afgør derefter ud fra de foreliggende oplysninger, om der kan indledes en gældssaneringssag for skyldneren. Sagen indledes, hvis der er en rimelig udsigt til, at skyldneren kan opnå gældssanering. Se Betingelser.

Hvis skifteretten nægter at indlede gældssanering, kan denne afgørelse indbringes for Østre Landsret ved kære.


Gældssaneringssag indledes

Hvis gældssaneringssag indledes, tilknyttes sagen en medhjælper til at stå for den videre behandling af sagen. Denne medhjælper vil være en af de advokater, som er faste kuratorer i Sø- og Handelsrettens skifteret. Medhjælper skal bistå skifteretten og er ikke advokat for hverken skyldner eller kreditorerne. Det er som udgangspunkt statskassen, der betaler omkostninger til medhjælperen.

Der indrykkes annonce i Statstidende, når en gældssaneringssag indledes. Medhjælperen skriver til alle kreditorerne. Proklama er præklusivt

Fristen for kreditorernes anmeldelse af krav mod skyldneren er otte uger.

Gældssaneringsforslaget

Medhjælperen udarbejder - i samarbejde med skyldneren - følgende materiale

  • redegørelse for, hvordan skyldnerens håbløse økonomiske situation er opstået
  • opgørelse over værdier og gæld (statusoversigt)
  • budget for gældssaneringsperioden
  • forslag til sanering (nedbringelse/afvikling) af gælden

Det er skyldneren, der fremsætter forslag til gældssanering. Skyldneren kan under sagen altid tilbagekalde sin gældssaneringsansøgning.

Møder i skifteretten under sagen

Skifteretten kan indkalde til møde i skiftretten under sagens behandling, hvis der kommer nye oplysninger frem, som kræver nærmere drøftelse.

Skifteretten kan under sagens gang beslutte at nægte gældssanering, det vil sige stoppe sagen, hvis der ikke længere er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering. Skifterettens beslutning om at stoppe gældssaneringssagen kan indbringes for Østre Landsret ved kære.

Kreditormøde

Når gældssaneringsforslag og redegørelse er udarbejdet og underskrevet af skyldneren, sendes materialet til skifteretten og kreditorerne. Derefter indkaldes skyldneren og samtlige kreditorer til et møde i skifteretten. Medhjælper deltager også i mødet.

Skifteretten afgør, om der kan afsiges kendelse om gældssanering ud fra skyldnerens forslag. Hvis der i mødet fremkommer nye oplysninger, kan sagen eventuelt udsættes til et nyt møde.

Skifterettens kendelse kan indbringes for Østre Landsret ved kære. Både skyldneren og kreditorerne kan kære skifterettens afgørelse.

Tilbage til Gældssanering

 

Læs også
Til top Sidst opdateret: 23-05-2011 
Sø- og HandelsrettenseperatorAmaliegade 35, 2.seperator1256 København K.seperatorTelefon: 99684600seperatorFax: 99684631seperatorEmail: post@shret.dk